Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kjække Fantasi, der nogen Sinde er set i dansk Aandsliv. Rig fra
Fødselen af var den næret ved Faderens Opdragelse. K. fortæller,
hvorledes Faderen ofte nægtede ham en lille Udflugt, men til
Gjengjæld tog ham ved Haanden og, medens de gik op og ned ad
Gulvet, fremtryllede den hele Vandring med alle dens Enkeltheder
lyslevende for hans Fantasi, saa at selve Virkeligheden ikke
kunde have været tydeligere eller rigere. Og snart lærte Sønnen
ham Kunsten af, saa at de nu foretoge Rejsen, samtalende med
hinanden om, hvad der passerede. K. havde ligeledes en ypperlig
klar og skarp Tænkning. Dog blev denne aldrig skolet ved noget
strængt videnskabeligt Studium. Efter at være bleven Student
kastede han sig over æsthetiske, filosofiske og theologiske Studier,
fordybede sig navnlig i hele den tyske romantiske Litteratur, den
græske og den Hegelske Filosofi, nyere og ældre Theologi og de
gamle kristelige Opbyggelsesskrifter. For Naturvidenskaberne havde
han Afsmag; kun «Aandens, Frihedens Problemer» vakte hans
Interesse. Intet Under derfor, at hans Tænkning egentlig sjældnere
blev Organet for en virkelig uhildet Sandhedssøgen, end den blev
den ganske vist overordenlig smidige og opfindsomme Talsmand
for Rigtigheden af alle hans Ønsker og Længsler, en eminent
Sagfører snarere end «et eminent Polititalent». Med sand Virtuositet
forstod K. at dukke ned i sig selv og hente op for Lyset, hvad
han fandt; men ogsaa denne psykologiske Iagttagelsesevne
forvirredes tit, navnlig over for andre Objekter, af hans overvældende
Fantasi. Ikke blot omtrent enhver af hans digtede Figurer er i
allerhøjeste Grad hans eget Billede; men ogsaa Sokrates, Lessing,
og hvem han ellers taler om, omformes mere eller mindre til det
samme. Og over for fjærnere Fænomener bliver han endnu usikrere.
Snart ser han alt for meget, snart næsten intet. Han aner dette
selv. Det er, siger han, som om en ond Aand havde sat ham et
Par Briller paa Næsen, hvis ene Glas forstørrer, medens det andet
formindsker efter en uhyre Maalestok. – Og en Fantasi som
denne maa give en tilsvarende Følelsesrigdom, der, da al
Handlekraft udad til her mangler, let vil opdæmmes til et lidenskabeligt
Tungsind. K. erklærer selv et saadant Tungsind for sit inderste,
dybeste Væsen, «den Pris, for hvilken han blev det overordentlige».
Som saa alt overvældende staar det for ham, at det kun kan
sammenlignes med «hans uhyre Evne til at skjule det» bag Ironi
og Humor, Latter og Kaadhed. Allerede i Skolen har han jo
opdaget, at de andre Mennesker ikke ere som han, men travle og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
