Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Johan Ludvig, 1791-1860, Digter og Æsthetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
danske Skueplads», et polemisk Skrift, der med Selvfølelse hævdede
baade den nye Digtarts og dens Forfatters Stilling i dansk Litteratur,
men – som Tiden har vist – ikke overdrev, naar H. forudsagde
det nationale Lystspils og dets sceniske Fremstillings
Gjenopblomstring fra det Øjeblik af, da Vaudevillen havde inavgureret en
ny Theateræra. Hans Argumentation gjorde den Virkning paa Publikum,
at «Recensenten og Dyret», gjenopført i en lidt omarbejdet
Skikkelse, nu slog fuldstændig igjennem og blev den hyppigst
spillede af alle Vaudevillerne. Denne gode Følge af hans æsthetiske
Vejledning tilskyndede H. til at etablere en varigere Forbindelse
mellem sig og den dannede Læseverden, og Organet for denne Forbindelse
blev «Kjøbenhavns flyvende Post», som begyndte 1. Jan.
1827 og udkom 2 Gange ugentlig i 2 Aar; 1829 pavserede Bladet,
men gjenoptoges 1830 med 3 ugentlige Numre. Med Udgangen af
dette Aar ophørte den regelmæssige Udgivelse; i Jan. 1834 udgaves
Nr. i af «Den flyvende Posts Interimsblade», hvis første 100 Numre
indtil Juni 1836 danne et Bind; med Nr. 135 (21. Dec. 1837) sluttedes
2. Bind. Siden Rahbeks «Danske Tilskuer» i dens bedste Aar havde
intet Ugeblad af underholdende Art haft en saa udbredt og tillige
saa dannet Læsekreds som H.s «Flyvende Post». Ikke just fordi han
var en særlig ivrig eller omhyggelig Redaktør; adskilligt af Bladets
Indhold var Fyldekalk, mest i Skikkelse af Oversættelser uden større
Værd; men til Gjengjæld indeholdt det H.s egne vittig ræsonnerende
eller skarpt polemiserende Artikler og var tillige den
opvoxende Digterslægts fornemme Organ, i hvilket Chr. Winther,
Andersen, Carl Bagger o. a. debuterede som Lyrikere, Fru Gyllembourg
og Carl Bernhard som Novellister. Hvad der dog gav Bladet
størst Betydning og Anseelse, var H.s æsthetiske Kritik. Her
begyndte i Aargangen 1827 med Anmeldelsen af «Væringerne i Miklagard»
den Værdsættelse af Oehlenschläger, der blev en Fortsættelse
af Baggesens Opposition, men bygget paa en systematisk
Betragtning og udgaaet fra et æsthetisk Totalsyn, som ganske vist mest
dvælede ved den formelle Bestemmelse af Digtarternes Grænselinjer,
men ogsaa ad denne Vej naaede til gyldige Dornme og uimodsigelige
Resultater. H.s Kritik vakte den stærkeste Forargelse blandt
Oehlenschlägers Tilhængere, og navnlig, da han i det 1. Nummer
af Aargangen 1830 havde railleret med Digterens Optræden ved
Doktorpromotionen i Lund den foregaaende Sommer, kom han i
en heftig Fejde med de saakaldte «Soranere» (Hauch, Wilster og
Hjort), en Polemik, som baade paa Vers og Prosa førtes med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
