Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heger, Jens Stephan, 1769-1855, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremragende Dygtighed som Embedsmand, og som havde hindret
Sønnen i at ofre sig til Malerkunsten, som hans første Lyst havde
været, har næppe set fornøjet til paa, at Sønnen vilde vælge den
ikke videre respekterede Skuespillerstilling til fremtidig Levevej,
men Sønnen, der synes i adskillige Retninger at have taget Arv
efter Faderen, var ikke til at faa fra sit Forsæt, og han kom da
14. April 1796 til at debutere paa det kgl. Theater som Figaro i
Beaumarchais’ «Figaros Giftermaal»). Men var det ogsaa Kjærlighed
til en Kunstnerinde, der drev den unge H. til Theatret, saa har
han dog tillige uden Tvivl følt et stærkt indre Kald til at vælge
netop denne Vej, for hvilken han i flere Retninger havde ganske
udmærkede Anlæg. Han var en smuk ung Mand med en
ualmindelig skjøn Profil, hans Ansigt var i Stand til at udtrykke de
forskjelligste Affekter, Talestemmen var sonor og overordentlig
behagelig og, modsat den noget for spinkle Underkrop, Overkroppen
smukt formet. Følelsen var ikke hans Styrke som Skuespiller, men
desto stærkere var hans Reflexion udviklet, og den i Forening med
hans rige Fantasi bevirkede, at det lykkedes ham at skabe en
Række fortræffelige Karakterfigurer paa Scenen. I Modsætning til
sin Hustru bestræbte han sig fornemmelig for at faa Karakterroller,
der ikke harmonerede med hans egen Personlighed, thi kun heri
saa han en værdig Opgave for den sande Kunstner og for selve
Skuespilkunsten. Følgen af denne Theori blev, at han f. Ex. næsten
ikke var at formaa til at udstoppe sin spinkle Underkrop, naar han
skulde spille en Kæmpe, eller til at male sig Rynker i Ansigtet i
en Gammelmandsrolle, hvor da det ungdommelige Fysiognomi og
det lige saa friske Organ kontrasterede stærkt med, hvad Rollen
i Følge sin Natur krævede. Men i to Ting lignede han sin Hustru:
han forstod den Kunst at kunne recitere Vers, og han var en
fortrinlig Fortolker af de Oehlenschlägerske Sørgespil. Af Samtiden
fremhævedes hans Spil som ganske fortrinligt i Roller som Einar
Tambeskjælver i «Hakon Jarl», Thorvald Vidførle i «Palnatoke»,
Vilhelm i «Axel og Valborg», Giulio Romano i «Correggio», Ingild
i «Stærkodder», Olaf Tryggvason i « Hakon Jarl» osv., og af hans
øvrige Repertoire, der var yderst afvexlende, kan her anføres
Anton i «Jægerne», Tony Lumpkin i «Fejltagelserne», Jens i
«Jacob v. Thybo», Henrik i «Det lykkelige Skibbrud», Figaro i
«Barberen i Sevilla», Henrik i «Gert Westfaler», Lars i
«Gulddaasen», Stygotius i «Jacob v. Thybo», Appiani i «Emilia Galotti»,
Oakly i «Den skinsyge Kone», Marqvard Brockdorff i «Niels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
