Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høegh-Guldberg, Ove, 1731-1808, Statsmand og historisk og theologisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men hvorledes, mente han, skulde det kunne andet end standse,
hvis Bondestanden kunde røre sig frit? Den vilde foretrække alt
andet Arbejde fremfor sit eget, og den vilde søge bort fra de
magre Egne, der da kom til at ligge øde og folketomme. Hvorledes
skulde Proprietærerne, der maatte indestaa Staten for Skatterne,
kunne give Afkald paa Bøndernes Hoveri, og hvorledes
skulde Staten kunne faa de Soldater, den behøvede, naar Bønderne
ikke vare stavnsbundne? Selv om han fandt «Selvejerbønder
ypperlige for Staten», tænkte han sig ogsaa dem vedblivende
bundne ved Stavnen. For den personlige Friheds forædlende Magt
havde han intet Øje. Al Tale derom var efter hans Mening tomme
Theorier, hverken «mere eller andet end, hvad Veddedøberne
eller Anabaptisterne sagde og gjorde under Reformationens
Begyndelse». Han fandt samme Aand hos dem, der vilde have
Bondens Baand løste, som hos dem, der vilde have de Baand
sønderrevne, Fyrsterne havde om deres Undersaatter.
Ikke mindre stift vilde han baade paa det økonomisk-finansielle
Omraade og, hvad Opdragelse og Undervisning angaar,
gjennemføre et strængt regulerende, underlig snævert Statsstandpunkt.
Det var, som om der ingensteds maatte finde nogen fri Rørelse
eller Udvikling Sted, Individerne kunde det kun tillades at bevæge
sig inden for de Skranker, som Staten efter G.s Opfattelse, kunde
være tjent med. Stemmende dermed maatte da ogsaa Grænserne
trækkes for den Undervisning, de forskjellige Samfundsklasser maatte
faa; Tanken om, hvad der kunde give Personligheden den bedste
Udvikling, kom i Sammenligning dermed aldrig frem hos ham.
Som den gamle Tids Mand holdt G. selvfølgelig i det hele
stærkt paa det historisk nedarvede. Intet laa ham fjærnere end
Tilbøjelighed til at lytte efter, hvad man i Kraft af Theorier eller
abstrakte Ræsonnementer vilde indføre af nyt. Jo mere netop det
18. Aarhundredes Tilstand gik i den Retning, desto mere følte
han sig i skarp Modsætning til den. Ingenlunde uden Føje kunde
han stemple det som Daarskab, naar man troede at kunne sætte et
halvt Hundrede «abstrakte, smukt vendte Sætninger i Stedet for
2000 Aars lange, dyrekjøbte, ofte gjentagne Erfaringer», og han
havde den fuldeste Ret til at føle sig forarget ved det i lige Grad
overfladiske og frække Fritænkeri, der bredte sig saa stærkt; men
han stod paa den anden Side med sin stive Fastholden ved det
gamle uden nogen Forstaaelse af det berettigede, der var i mange
af Tidens Fremskridtsbestræbelser. Havde allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
