Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjellerup, Karl Adolph, f. 1857, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Venstre fordreves fra «Morgenbladet» af Berg. G. havde derhos
altid følt sig ilde berørt af visse Sider af Partiets Liv, der stundum
kunde faa en Karakter, som Saarede det kvindelig fine i hans
Væsen. Men hvad der forbavsede, var, at han ikke brød med
dem, fra hvem Forargelsen tit var kommen, men derimod med
Georg Brandes. De havde kjendt hinanden fra 1879, og G. havde
siden da siddet beundrende ved Brandes’ Fødder, hængt ved ham
og apotheoseret ham. Nu trak han sig ikke blot tilbage fra ham,
men rettede snart efter (i «Vandreaaret») et lidet pietetsfuldt Angreb
paa ham. Samtidig brød han med mange andre, han før var knyttet
nær til. Disse Brud og det Ægteskab, han 24. Okt. 1887 indgik
med Eugenia Anna Caroline f. Heusinger (f. 24. Sept. 1852, Datter af
en Gymnasiallærer i Dresden og tidligere gift med Kapelmusikus
F. Bendix (II, 48), en Fætter til Georg Brandes), have sat dybe
Spor i hans senere Produktion, navnlig i «Brynhild» (1884), hans
bedste poetiske Værk, i «Minna» (1889) og «Min Kjærligheds Bog»
(1889, 2 Opl.), i «Bryllupsgaven» (1888) og «Thamyris» (1887).
Efter Bruddet med det litterære Venstre er G. vendt tilbage
til de Idealer, han fra først af dyrkede, og har især skrevet om
klassiske, heroiske og historiske Æmner («St. Just», 1886, «En
arkadisk Legende», 1887, «Hagbard og Signe», 1888). Et 2 1/2aarigt
Ophold i Dresden har sat Frugt i «Minna» og «Bryllupsgaven».
Hans gamle Kjærlighed til Schiller er vaagnet paa ny; den mærkes
i hans sidste Skuespil, «Herman Vandel» (1891), og har betaget ham
i en saadan Grad, at han lader sig afbilde i en Dragt à la Schiller,
og det er næppe tilfældigt, at der i «Minna» flere Gange tales
om Heltens Schillerske Profil. Men G. har med al sin Selvbevidsthed
bestandig haft et vist Hang til at klynge sig til en anden og
efterligne ham.
G. er en betydelig Begavelse, et klart og hurtigt Hoved,
usædvanlig arbejdsom og uddannet i flere Retninger; han har
dyrket Musik en Del og skrevet en Bog om Wagner (1890), han maler
og sysler stadig med Filosofi. Derimod turde det være rigtigt, hvad
man oftere har sagt, at hans Begavelse snarere henviser ham til
videnskabeligt Arbejde end til Digtning. Han har af Naturen liden
Sans for Vers eller Øre for Sprogets Velklang, og trods ihærdigt
Arbejde lykkes det ham kun sjælden at faa Lyd i sine Linjer.
Han kan finde fortræffelige Ord og dristige Rythmer, men Verset
selv har ingen Saft. Hans Digte virke tit som en Art historiske
Studier, men han synes da at nære en vis Forkjærlighed for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
