Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fabricius, Jens Schou, 1758-1841, Søofficer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Defensionskommission, bestaaende af Kommandør Sneedorff og F.,
der fik det besværlige Hverv at ordne Søforsvaret. Denne
Kommission afløstes senere af Kommandør Lor. Fisker; men F.s
Fædrelandskjærlighed, Humanitet og Dygtighed bidroge dog væsentlig til,
at Arbejdet fik saa god Fremgang, som Tilfældet var: frivillige
Bidrag strømmede ind, hvorved man baade blev sat i Stand til at
rejse et nogenlunde kraftigt Kanonbaadsforsvar og til at udruste samt
proviantere det. Dog maa det betegnes som en Fejl af Administrationen,
at man ikke i Tide stoppede de i norske Havne
liggende engelske Handelsskibe.
Efter Norges Adskillelse fra Danmark overgik en Del af de i
den norske Tjeneste ansatte Søofficerer til dette Lands Marine.
Efter en haard Kamp med sig selv bestemte F. sig ogsaa til dette;
han var den ældste af de Officerer, der saaledes skiftede Nationalitet,
og ansattes strax som Kontreadmiral. Ved Rigsforsamlingen paa
Ejdsvold var han 1. Deputeret for Sødefensionen og valgtes til en
af Forsamlingens Præsidenter. I politisk Henseende hørte han til
de moderate af Selvstændighedspartiet og hjalp ved sit humane og
elskværdige Væsen meget til at udjævne de hyppige Stridigheder,
der forefaldt mellem Medlemmerne paa Grund af deres forskjellige
Anskuelser. Ved Kongevalget stemte han for Prins Christian
Frederik til Norges konstitutionelle Konge. Under dennes Regimente
1814 udnævntes han til Chef for Søkrigskommissariatet, efter
Foreningen med Sverige til Chef for Søkrigskollegiet. Med den
danske Kommandørkapitajn Rothe var det ogsaa ham, der afsluttede
en Konvention om en Del af Søkrigsmateriellets Overdragelse til Norge.
1817 udnævntes han til Chef for Søetatens Kommando og Aaret efter
til Marinens tjenstgjørende Generaladjudant, i hvilken Stilling han dog
kun fungerede, naar Statsraad Thomas Fasting kaldtes til
Statsraadsafdelingen i Stockholm. Aaret efter sin Udnævnelse til Viceadmiral
(1821) hædredes han med Sværdordenens Storkors (1822). 1824
valgtes han til Stortingsmand for Bratsberg Amt, et Tegn paa den
Agtelse, han nød i sin Hjemstavn. 1831 ansøgte han om Afsked,
men tog paa Kongens indstændige Anmodning atter Ansøgningen
tilbage og forblev derefter i Funktion indtil 1836, da han endelig
efter 57 Aars Tjeneste entledigedes. Sine sidste Aar henlevede han
i Porsgrund, hvor han nød megen Agtelse, men tillige efterhaanden
udviklede visse Særheder, der endnu omtales. Hans Frygt for
Smitte tog en saadan Overhaand, at han i sine sidste Leveaar aldrig
tog nogen i Haanden, ja ikke engang berørte et Dørgreb uden at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
