Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Deichman, Barholomæus, 1671-1731, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med, naar det gjaldt vigtige Sager der oppe, selv
om de laa det kirkelige nok saa fjærnt. Han blev
draget ind med i Styrelsen af Kongsberg Sølvværk,
hvis Forhold den Gang gave meget at tænke paa, og han
indlod sig her paa at gjøre Forslag om rent tekniske
Enkeltheder; han fik at gjøre med Perlefiskeriet,
der var et – for øvrigt saare ringe – Regale, med de
kongelige Skove, Landevejene, Stutterivæsenet osv.,
og samtidig blev han udnævnt til «Kommissær» ved en
Mængde Retssager. Dette sidste kan for en Del kun
forklares af, at han nød Tillid hos Folk, der for
deres Vedkommende gjærne lagde Afgjørelsen af slige
Sager i hans Haand. Hvilken Fristelse for ham til
helt at bukke under for den Lejlighed, der saaledes
var til at udøve Indflydelse i verdslig Henseende! Han
var af Naturen kun alt for tilbøjelig dertil. Derimod
synes han ikke at have følt sig opfordret til at
spille en Rolle med ved Landets Forsvar under den
store nordiske Krig. I det mindste vidner det ikke om
krigersk Mod, at han ved Carl XII’s Indfald i Norge
1716 ansøgte Regeringen om at faa Tilladelse til
enten at rejse til Danmark eller til at tage Ophold
i Bergens Stift. Fornuftigvis fik han det Svar, at
han «skulde forblive i det ham anbetroede Stift og
sig ej der ud af maatte begive, efterdi der kunde
være saadant, som hans Tilstedeværelse kunde behøve».
Det var især efter den store nordiske Krig, at
han ret havde Spillerum for sine Kræfter. Man har
paastaaet, at han tidligere som Biskop i Viborg havde
begunstiget Frederik IV’s Forhold til Anna Sophie, da
han bortførte hende fra Clausholm; men der foreligger
langtfra tilstrækkeligt til at begrunde en saadan
Sigtelse. Derimod er det sikkert, at han blev hendes
varme Tilhænger, efter at hun var bleven Dronning, og
at han brugte den Hofyndest, han forstod at vinde, til
at hjælpe sine Slægtninger frem. Hans ene Svigersøn,
Jacob Rasch, der var Rektor i Christiania, fik sin
Gage betydelig forøget, en anden, Peter Matthias
Tanche, fik Exspektance paa Throndhjems Bispestol,
naar den blev ledig, en Brodersøn opnaaede et
Landsdommerembede i Sjælland, og hans yngste Søn
fik Bestalling som Kapitajn i Infanteriet og dermed
Ret «til at nyde et eller andet vakant blivende
Kompagni».
I Aaret 1724 skrev han et langt Brev til Kongen,
der gjentagne Gange er blevet trykt og indeholdt
et Forsvar for det norske Folk. Vistnok findes der
de mest forunderlige. Overdrivelser i dette Brev,
hvor han skildrer, hvad det norske Folk havde lidt
ved Krigen. Han gaar til Saadanne Yderligheder som
til at paastaa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
