- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / IV. Bind. Clemens - Eynden /
205

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dass, Peter (Petter), 1647-1708, Præst og Digter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og affile. Imidlertid vil man ogsaa i disse
Lejlighedsvers hyppig overraskes ved D.s Evne
til at træffe et smukt og tiltalende Udtryk for
sin Stemning. De fleste af dem fremkaldtes ved
Begivenheder i de helgelandske Familier, som udgjorde
hans Omgangskreds; enkelte angaa Tildragelser i
Udenverdenen, der have gjort Indtryk paa Forfatteren,
saasom de mærkelige Viser om Bergens Ødelæggelse ved
Ildebranden i 1702. Til denne Digtning maa ogsaa
henregnes hans Rimbreve, hvoraf navnlig de til
Dorothea Engebrektsdatter udmærke sig ved megen
Kvikhed; end videre 2 Digte fra Slutningen af hans
Liv, hvori han skildrer sit Levnedsløb og sin Sygdom,
og som have holdt sig i stor Yndest blandt Almuen,
saa at de fremdeles udkomme i særskilte Aftryk
efter gamle Opskrifter. Om betydelige Gaver som
satirisk Digter vidner den fortræffelige «Dale vise»
(«Fjældbyggen agter paa Tiden»), hvori Forfatteren
med megen Djærvhed og Anskuelighed opruller en Række
Folkelivsbilleder til Belysning af Helgelændingernes
Hovedfejl: Urenlighed, Processyge og Usædelighed.

Af D.s større Arbejder har intet vundet større
Navnkundighed end hans «Nordlands Trompet». Det
var paabegyndt allerede i 1678, lagdes flere
Gange hen og var først færdigt mod Slutningen af
Aarhundredet. «Nordlands Trompet» er en poetisk
Beskrivelse af hele det nuværende Tromsø Stift,
hvoraf Forfatteren gjennem Selvsyn kun kjendte
den sydlige Del, Helgeland; hvad han fortæller
om de nordligere Dele, hviler paa mundtlige
Efterretninger fra andre. Naar D. her optræder
samtidig som Topograf og Digter, falder det ham ikke
et Øjeblik ind at lade den poetiske Frihed tumle
sig paa den faktiske Sandheds Bekostning. Digtet
er en indtil de mindste Smaating sand og troværdig
Skildring af Forholdene nord paa. Øernes Beliggenhed,
Fjordenes Retning, de herskende Vinde, Dyrelivet
paa Land og Hav gjøres der lige saa nøje Rede for
som Lofotfisket, Handelsforholdene og Befolkningens
daglige Levemaade. Der er lange Opregninger og en
Indgaaen i Enkeltheder, som vilde være overvældende,
hvis ikke den kjække, livsglade Tone, Forfatterens
levende Interesse for sit Æmne og hans Kjærlighed
til det fattige og nøjsomme Folk, hvis Bedrift han
skildrer, gik som en belivende Strømning gjennem det
hele Digt. Dertil komme de mange Steder af virkelig
poetisk Skjønhed, de letflydende Vers og det heldig
valgte Metrum. Det er ved disse Egenskaber, at
«Nordlands Trompet» i Norge er bleven en Folkebog
som maaske intet andet Skrift uden for den gudelige
Litteratur.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:27:56 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/4/0207.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free