Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danneskjold-Samsøe, Frederik Greve, 1703-70, Generaladmiral-Lieutenant, Statsminister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bevirkede, at han fik sin Afsked (1764). Man har et
Par Taler af ham fra denne Tid, den ene holdt kort
efter, at han havde mistet sin Hustru, som han havde
levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs
Følelse og et for Ungdommen varmt Sind, der særlig
tiltaler, fordi det Sprog, hvori han udtrykte disse
Stemninger, har et paafaldende naturligt og simpelt
Præg. Efter hans Død udgaves hans «Samling af Morgen- og
Aftenbønner» (2 Dele, 1775), dels originale,
dels frie Oversættelser. Hans stærkt religiøse Stade
bragte ham til at se med lidet venlige Øjne paa den
som Pædagog bekjendte Basedow, hvem han paa Grund
af hans fritænkerske Meninger holdt for en farlig
Ungdomslærer, og han fik ham fjærnet fra Sorø Akademi,
hvor han var Professor. Da senere Basedow havde faaet
et Professorat i Altona, søgte D.-S., haardnakket
som han var, ogsaa at faa Regeringen til at fjærne
ham der fra og derimod at lade ham faa en Stilling
af en helt anden Slags, i hvilken han ingen Skade
kunde gjøre (s. I, 579 f.).
To Aar efter, at D.-S. havde forladt Sorø, indtraf
en ny Svingning i hans Liv. Da Christian VII
havde tiltraadt Regeringen, henvendte D.-S. sig
strax til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig
Søetatens Styrelse var ordnet, og da den daværende
Overkrigssekretær, F. Chr. Rosenkrantz, forgjæves
havde stræbt at tilbagevise hans Angreb, udnævnte
Christian VII ham – ikke uden stærk Tilskyndelse af
sin Svoger Carl af Hessen – 1. Avg. 1766 til Medlem af
Konseillet. 25. samme Maaned blev han atter stillet
i Spidsen for Marinen som Overkrigssekretær for
Søetaten og «Surintendant de marine». Aarene havde
imidlertid lige saa lidt svækket den lidenskabelige
Mands Stridslyst som hans Virkelyst. Det var ham
ikke nok at styre Søetaten, og i en Memoire, han
overleverede Kongen, angreb han J. H. E. Bernstorff
skarpt som en skadelig Minister (s. II, 165 f.). Men
Bernstorff forsvarede sig saa kraftig, at Angrebet
prellede af, og det varede ikke længe, inden
D.-S. selv maatte vige sine Stillinger i Konseillet
og i Søetaten (27. Okt. 1767). Man har i tidligere
Tid givet den temmelig uværdige Mand, der blev hans
Efterfølger i Søetaten, Grev Danneskjold-Laurwigen
(s. ovfr. S. 182), Skylden for at have faaet ham
styrtet; men højst sandsynlig har han ogsaa haft
en særlig Fjende i den hos Kongen meget formaaende
russisk-holstenske Diplomat Saldern, der var forbitret
paa ham, fordi han var en Modstander af det holstenske
Mageskifte og af den stærke Tilnærmelse til Rusland,
der den Gang var betegnende for J. H. E. Bernstorffs
udenrigske Politik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
