Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christensen, Balthasar Matthias, 1802-82, Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Bondestanden og havde ikke liden Del i, at der i Løbet af
Maj udkom en Række Anordninger til Løsning af flere Landbospørgsmaal,
som i de sidste Aar havde været paa Omtale i Stænderne.
Snart indtraadte dog Adskillelsen imellem C. og hans tidligere
politiske Venner, da han i Stænderforsamlingen i Roskilde stærkt
tog til Orde imod, at en Fjerdedel af Medlemmerne i den
paatænkte grundlovgivende Rigsforsamling skulde være kongevalgt.
Den burde netop være «et tro og rent Udtryk af den souveræne
Folkevilje», i det han gik ud fra, at da Kongen havde opgivet
Enevælden, var «den absolute Souverænitet kommen tilbage til
Folket». Overstemt i Stænderne sluttede C. sig til det nydannede
Valgreformselskab, som omsluttede den yngre Fløj af Politikere,
og førte i Avg. Forsædet paa Hippodrommøderne, hvor de videstgaaende
Krav opstilledes. Han afslog at gaa sammen med de
gamle liberale Førere i Ledelsen af Valgene og sluttede sig
derimod til J. A. Hansen, som bekæmpede Valg af enhver
Stænderdeputeret, der havde stemt for Kongevalgene; han ofrede endog
sin gamle Kampfælle Drewsen.
I den grundlovgivende Rigsforsamling var C. Fører for det
nydannede Venstre, et Mindretal paa 40-50 Medlemmer, og ved
flere vigtige Lejligheder Partiets fælles Ordfører. Som Medlem af
Grundlovsudvalget var han med at stille Forslag baade om et
enkelt, umiddelbart valgt Ting og om suspensivt Veto, men lod
snart begge disse Krav falde. Og da der efter de lange
Forhandlinger viste sig Fare for, at hele Arbejdet skulde strande,
fordi intet Forslag kunde samle et Flertal, fik han sine
Meningsfæller til at stemme for et hidtil vraget Forslag og sikrede derved
dets Vedtagelse. Det var 7. Maj 1849, C. afgav den overraskende
Erklæring herom og derved gjorde Udslaget med Hensyn til selve
Grundlovens Tilvejebringelse, i det han fremhævede Nødvendigheden
af at faa en Grundlov strax, naar Forslaget blot kunde
regnes for taaleligt. Demokratiet maatte vise, at det havde
fornøden Klogskab og Selvbeherskelse for at undgaa Oktroieringer.
Det erkjendtes ogsaa snart af en Modstander som A. S. Ørsted,
at Venstre var blevet «vel og klogelig anført» og derved havde
opnaaet et stort Flertal for en Grundlov, som det ellers kunde
staa Fare for at forskjertse. Der kan heller ikke være Tvivl om,
at Rigsdagens Sammensætning næppe var bleven saa frisindet,
hvis Grundloven ikke den Gang var kommen i Stand.
Derimod viste C. ikke et lignende Fremsyn i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
