Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brun, Johan Nordahl, 1745-1816, Biskop, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forlovet. Det var ikke længe, det unge Par blev her oppe, da B.
allerede 14. April 1774 – mod sit Ønske – blev udnævnt til
Sognepræst ved Korskirken i Bergen. Han var fra nu af knyttet til
denne Stad, hvorhen han rejste med tungt Hjærte, da han følte sig
som Thrønder og elskede Bønderne og Landlivet.
B. kom til Bergen 20 Aar efter, at Pontoppidan havde forladt
Staden. Ved sin Side fik han to af den pietistiske Skoles
udprægede Tilhængere – Stiftsprovst H. Mossin og resid. Kapellan
J. S. Cammermeyer –, og den gamle Rettroenhed var herskende
i alle Kirker. Som en udpræget Repræsentant for denne sidste
og en Mand af fast kirkelig Holdning maatte B., der ved sine
overordentlige Talegaver overstraalede alle sine Kolleger, faa en
stor Indflydelse paa Menigheden og blive en Avtoritet, hvem
Beundringen fulgte ved hvert Skridt. Vandt «Norges Demosthenes»
Beundring ved sine Taler, saa vidste han i lige saa høj Grad at
drage Menighedens Kjærlighed til sig ved sin Omsorg for de
fattige og det Mod, hvormed han altid var rede til deres Forsvar.
Han var altid færdig til Strid, hvor han fandt, at Kirkens eller
Folkets Rettigheder vare truede, skrev med Lethed, Kraft og
mandigt Alvor, saa hans Ord fik Vægt, og hans Stilling befæstedes.
Dette gjælder i lige Grad, naar han fører Ordet for velgjørende
Stiftelsers Ret (1775), naar hans Nordmandssind giver sig Udtryk
i «Tanker om Norges Odelsret» (1788), og naar han som Kirkens
Mand kaster sig ind i den liturgiske Fejde med et alvorsfuldt Forsvar
for vore gamle Kirkeskikke (1785). Vor Konge har aldrig haft
nogen mere trofast Undersaat, men ikke desto mindre maatte han
endnu – 12 Aar efter «Einar Tambeskjælver» – prøve Faren
ved at blive mistænkt som norsk Patriot. 1785 blev hans
ovennævnte Sang «For Norge, Kæmpers Fødeland» uden hans
Vidende trykt i Christianssand og udbredt i Throndhjem. Den vakte
Opmærksomhed i Regeringskredsene, men Sagen blev neddysset.
Faren gled over, og Aaret efter udgav han sine «Evangeliske
Sange», der tilstrækkelig maatte vidne om, at han ikke var den
Mand, der gav sig af med at skrive «rebelske Viser».
Maaske bidrog denne Begivenhed til at holde ham borte fra
den patriotiske Bevægelse, der 1785, 88 og 95 gav sig til Kjende
ved de mange Smaaskrifter om Oprettelsen af et Universitet i
Norge. Muligt er det vel ogsaa, at han ikke delte det
almindelige Ønske, men indtog det samme Standpunkt som hans
Ungdomsven Niels Treschow i denne Sag. Det synes at have været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
