Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bredahl, Christian Hviid, 1784-1860, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gigantisk Pathos, snart en stille hulkende Vemod, snart en mandigbarsk
Humor og snart en sønderflængende Satire. Verdens Forfængelighed,
Tidens Usselhed, Menneskets Smaalighed skildres med
Shakspearesk Billedrigdom, og som Modsætning dertil trofast Sammenhold
imellem de faa, der, flygtende bort fra al denne Ynk til
Naturens sandere Liv, med Foragt skue ned paa den troløse Færd.»
1820 udkom 2. Del: «Sotto og Lorma». Allerede 1819 havde
Rahbek i «Tilskueren» henledt Opmærksomheden paa dette mærkelige
Digterværk. Men da han ikke kjendte Forfatteren og følte
sig fremmed over for den Form, hvori Digtningen fremkom, holdt
han sin Kritik tilbage. 1821 fremkom i «Litteraturtidenden» en
velvillig Anmeldelse af Jens Møller, der bød Forfatteren velkommen
i den danske Digterkreds; men heller ikke han kunde finde sig
til rette med Henlæggelsen af Scenerne til Maanen, skjønt han
«i de lunariske Personer gjenkjendte Kjød af vort Kjød og Ben
af vore Ben».
Den kraftige poetiske Føde, B. bød paa, passede ikke til
Tidens Smag, og han fandt kun faa Læsere. Skjønt Indtægten
ved Salget af de to udkomne Dele ikke engang kunde dække
Trykningsomkostningerne, afskrækkede det ham dog ikke. Nu, da
han først havde overvundet sig til at træde ud af sin Uvirksomhed,
følte han, hvorledes Modet voxede. Han trængte nu til at udvide
sig ogsaa paa andre Omraader og tage en praktisk Livsgjerning
op. 1820 ægtede han sin yngre Broders Enke, Vita Sophie f.
Bertelsen, der medbragte en værkbruden Søn. Desuden tog han sin
Søster, et ulykkeligt Offer for en troløs Elsker, i Huset. Han
haabede at kunne ernære Familien ved et lille Landbrug. Resten
af sin Fædrenearv, 3000 Rdl., mente han at have i Baghaanden,
og hvad der i øvrigt vilde gaa med, skulde indvindes ved litterært
Arbejde. Men han havde laant sin lille Formue bort til en Ven,
og da han vilde have den tilbage, viste det sig, at den var gaaet
tabt. Hans «Haabs hele Bygning laa i Grus», og dermed begyndte
hans «Næringssorgers Saga». Han tabte dog ikke Modet. Han
lod Familien blive tilbage paa Oldeberggaard ved Sorø og rejste
til Kjøbenhavn, hvor han haabede at finde Velyndere i litterære
Kredse. Det lykkedes ham ogsaa til Dels, i det Professor P. E.
Müller, der den Gang var Redaktør af «Litteraturtidenden», tog
sig af ham og stod ham bi med Raad og Daad. Under sit
Ophold i Kjøbenhavn udgav B. 1820 «Nytaarsgave for 1821 til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
