Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bluhme, Christian Albrecht, 1794-1866, Minister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men hans Foredrag vare ypperlig beregnede, og trods
den bløde, beherskede Stemme kunde han paa sine
Steder hæve sig til en vis Pathos; hans Hukommelse
og Slagfærdighed svigtede ham aldrig, men undertiden
kunde Aandsnærværelsen glippe, saa at han kom til at
bruge uheldige Udtryk, som da han ytrede det bekjendte
Ord om «Sandhed med Modifikation», der for Resten
ikke faldt ganske saaledes, som det senere almindelig
er citeret. Den første Rigsdagssession gik til Ende
under en Art iagttagende Vaabenhvile fra begge Sider
og en foreløbig Underkastelse under «den evropæiske
Nødvendighed». Men da Rigsdagen atter samledes i
Okt. 1852, begyndte der en ny, langt heftigere Kamp,
og i det mindste den ene af de to Hovedgjenstande for
denne, Arvesagen, baade kunde og burde have været
sparet, hvad der i mange Retninger vilde have haft
stor Betydning og væsentlig formindsket Stridens
Bitterhed.
Ved Warschauer-Protokollen af 5. Juni 1851 havde Zaren
som Chef for den holsten-gottorpske Æt overdraget sine
Arverettigheder over visse Dele af Holsten ved den
oldenborgske Mandsstammes Uddøen til Prins Christian
af Glücksborg; ved Renunciationsakter af Landgrevinde
Charlotte, Prins Frederik af Hessen og Prinsesse Marie
af Anhalt-Dessau var Arveretten til Danmarks Rige
i Følge Kongeloven gaaet over til Prinsens Hustru,
Prinsesse Louise; Londoner-Protokollen af 8. Maj
1852 havde givet evropæisk Sanktion til den herved
muliggjorte Ordning, nemlig at efter Frederik VII’s
og Arveprins Ferdinands Død skulde Arveretten i hele
Monarkiet, hvis Integritet var erklæret for at være et
Princip i den evropæiske Folkeret, gaa over til Prins
Christian og hans mandlige Descendenter, Mand af Mand,
af Ægteskabet med Prinsesse Louise. Dette Arrangement,
for hvilket det var nødvendigt at erhverve den danske
Rigsdags Samtykke, mødte ingen som helst Opposition,
men fandt tvært imod den villigste Tilslutning. Under
de førte Forhandlinger havde det imidlertid bestandig
været forudsat, at medens Arvefølgen for «Totaliteten»
af Monarkiet skulde være rent agnatisk, skulde
ud over Prins Christians Mandsstamme Kongelovens
agnatisk-kognatiske Arvegang vedblive at gjælde
for «Danmarks Rige», ligesom de holsten-gottorpske
Prætensioner skulde vedblive for visse Dele af
Holsten. Det var i absolut Modstrid hermed, at det
i Okt. 1852 forelagte Budskab om Arvesagen bebudede
Ophævelsen af Art. 27-40 i Kongeloven. Hvad der har
bevæget B. og hans Kolleger til denne væsentlige
Forandring af den omhyggelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
