Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Andreas Peter Greve, 1735-97, Statsminister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
traktatmæssige Pligt. Men den gik kun nødig til
Kampen. Saa lidt B. ønskede Gustav III Sejr paa
Russernes Bekostning, saa lidt holdt han det paa
den anden Side for at stemme med Danmark-Norges
Tarv, at Rusland mulig kom til at gjøre Erobringer
fra Sverige. Om selv at vinde Land fra denne Stat
havde B. ikke den ringeste Tanke. Han satte derfor
igjennem, at Hjælpen blev ydet saa lille, som det
efter en maaske tvivlsom Fortolkning af Traktaten
af 1773 gik an. Da saa efter Ruslands Ønske Hjælpen
blev givet derved, at 12000 Mand under Landgrev
Carl af Hessens Anførsel trængte fra den norske
Grænse ned mod Gøteborg, var han ængstelig for, at
denne Fyrste og tillige Kronprinsen skulde bringe
Staten i en vanskelig Stilling ved alt for stof
Krigsiver. Denne vanskelige Stilling var allerede
givet ved Englands og Preussens tydelige Uvilje over
Danmark-Norges Deltagelse i Krigen, og den fandt
særlig sit Udtryk ved den Iver, hvormed den engelske
Statsafsending i Kjøbenhavn, Elliot, kastede sig ind
i Striden. Hans Trusler, der støttedes af Preussen,
nødte Regeringen i Kjøbenhavn til at trække sig ud
af Krigen (1789). Naturligvis vilde den russiske
Regering nødig erkjende, at dens Forbundsfælle havde
Ret til at vige for slige Trusler, og B. blev denne
Gang om muligt endnu mere ilde omtalt i Petersborg,
end han havde været det i 1780.
Men snart kom der endnu mere truende Tider. Hvorledes
vilde man stille sig over for Frankrig, det blev
det store Spørgsmaal, der fra Aaret 1791 med stedse
stærkere Alvor paatrængte sig de ledende Statsmænd
i Evropa. For B. var der i saa Henseende ingen
Tvivl. Han havde visselig ingen Sympathi for de
franske Revolutionsmænd; men han bestred af Princip
de andre Staters Ret til at blande sig i Frankrigs
indre Forhold, og han holdt dem for saa meget mere
uberettigede dertil, som han mistænkte dem for at
forbinde egennyttige Planer dermed. Han saa Østerrigs,
Preussens og Ruslands Politik i Lys af deres Færd i
Polen under dette Riges ulykkelige Opløsning 1793 og
1795. For Danmark-Norge ventede han ingen anden Frugt
end den at blive Bold for de store Magters Politik;
dets Tarv krævede klart og tydelig, at det blev holdt
uden for Krigen. Den Kurs holdt han med urokkelig
Fasthed baade over for indtrængende Forestillinger
fra de tre Østmagters Side 1792 og over for lignende
endnu stærkere Opfordringer 1793 baade fra Preussens,
Ruslands og Englands Side. End ikke Afsendelsen af
en russisk Flaade paa 23 Linjeskibe til de danske
Farvande skræmmede ham, han gjennemskuede klart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
