Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Andreas Peter Greve, 1735-97, Statsminister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham det smukke Navn i vor Historie. Han var afgjort
den Mand, der havde mest at sige, da Kronprinsen nøje
sluttede sig til ham.
Skjønt det var Reventlow og Colbjørnsen i Forening
med Kronprinsen selv, der havde Hovedfortjenesten
af at gjennemføre de store Landboreformer, havde
det stor Betydning for denne Sags Fremme, at B. i
Gehejmestatsraadet var en varm Talsmand for dem over
for den Modstand, der her rejstes imod dem, og han
viste for Slesvigs og Holstens Vedkommende den samme
Iver ved at arbejde paa Livegenskabets Ophævelse,
saaledes at denne var at anse for en afgjort Sag
allerede inden hans Død (1797). Landboreformerne
vare kun én Side, om end den vigtigste, af Styrelsen
i disse Enevældens 13 smukkeste Aar, under hvilke
Regeringen med fast Haand holdt Middelvejen imellem
Struensees udskejende Reformiver og Guldbergs stive
Konservatisme. B. som Regeringens betydeligste Mand
har virket overordentlig til at paatrykke den dette
Præg og til at skabe det tætte Baand, der i denne
Tid bandt Folket til Regeringen.
I Anledning af den Iver, med hvilken Folk efter
Christiansborg Slots Brand 1794 skøde sammen til en
ny Slotsbygning og samtidig til Flaaderustninger,
skrev B. til en Ven: «Jeg er i Sandhed stolt af at
tilhøre et Folk, der viser saa megen Sjæl og Energi,
at enhver baade maa lykønske sig selv og sin Nabo
dertil..., og hvad der fremfor alt rører mig,
er, at jeg ser, hvor meget Tanken om at opretholde
Danmarks Uafhængighed har Del deri.» Saadanne Ord ere
et slaaende Vidnesbyrd om, med hvilken Kjærlighed han,
den fødte Tysker, sluttede sig til sit nye Fædreland
og dets Folk. Svaret derpaa var en Folkeyndest, saa
stor, at den bragte en svensk Diplomat til at udtale
om ham: «Det er lykkedes ham i den Grad ligesom at
naturalisere sig i Landet, at hvis man skal dømme
efter den Tone, der hersker iblandt Kjøbenhavns
Borgere og hos Embedsklassen, vilde han ikke kunne
fjærnes uden Fare.»
Man vil kunne paavise Træk, der vidne om, at B., som
kunde meget godt Dansk, havde Sans for dansk Aandsliv
og Videnskabelighed, og dette blev ogsaa anerkjendt,
f. Ex. i det han i en Række Aar var Præsident
i Videnskabernes Selskab (valgt 14. Nov. 1788);
men hans Dannelse var tysk-fransk, ikke dansk,
og han, Stolbergernes Svoger, levede overvejende i
en tysk Selskabskreds her i Kjøbenhavn. Det Baand,
der knyttede ham saa nøje til Folket her hjemme,
var Tilliden til ham som Statsmand og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
