Dansk biografisk Lexikon / XIX. Bind. Vind - Oetken. Rettelser og Tilføjelser. C. F. Brickas Biografi / C. F. Bricka. II. Brickas første Arbejder og Standsningen i hans Forfatterskab (1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

II.

Brickas første Arbejder og Standsningen i hans Forfatterskab.

Hvor højt Bricka end satte Forskere som Paludan-Müller og Allen, er der dog ikke Tvivl om, at det især var Historikerne af det 18. Aarhs. Skole, Mænd som Gram, Langebek og Suhm, og dernæst en lærd som Werlauff, der især stod for ham som Forbillede. Han forlangte, at Historikeren skulde være lærd, med mangesidige Kundskaber og dernæst grundig. Han skulde have udpræget Ansvarsfølelse, en videnskabelig Samvittighed af en saa fint mærkende Natur, at han indsaa, at det først og fremmest gjaldt om at meddele det sikre og prøvede, ikke derimod det glimrende eller hvad der kunde fængsle den store Hob, og skulde end Historikeren færdes mest mellem Skrivebordet og Reolerne, behøvede han ikke derfor at have Øre og Øje bortvendt fra Menneskenes Verden. Ogsaa deri var Werlauff et Forbillede, da han netop var en omhyggelig Iagttager af Menneskene og begjærlig efter at høre om, hvad der skete ude i Verden. Bricka besad som han den største Interesse for Mennesker og havde et opmærksomt Øre for alt, hvad der fortaltes; derfor blev det ham ogsaa senere en Tilfredsstillelse ved sit Lexikon at komme i Berøring med Mænd fra vidt forskjellige Livskredse. En anden Mand af den ældre Skole havde Bricka set hen til i alt Fald med Sympathi, saaledes som det ogsaa fremgaar af hans Biografi af ham, nemlig Vedel Simonsen. Denne i de tavse Stuer levende, af Livet sørgelig pinte Videnskabsmand havde flittig gransket de adelige Slægters Historie, hvad der netop var Hovedmaalet for Brickas Studier, og de ofte digterisk fine Smaadigte, som ledsagede den opstablede Lærdom, der fyldte hans Bøger, røbede, at dets

xv

Forfatter havde Følelse for Menneskeskjæbner og Blik for Tiders Skiften, om han end ikke selv formaaede at samle det fundne til Skildringer af Mennesker eller Tider. Det var vel netop ogsaa, fordi Schiern stod den ældre Skole nær, at Bricka følte sig særlig knyttet til ham.

I Brickas første Bog var der meget, der bragte den gamle Tid og særlig de to førstnævnte lærde i Erindring. Den havde i øvrigt i ringe Grad Præg af lærd Støv, den angik jo ogsaa .- som han siger i Forordet -- «en Kinds Rødmen og et Hjærtes Banken». Han havde længe tænkt over, hvorfor Frederik II først giftede sig i saa sen en Alder, og han vidste, at de lærde helt forkastede det gamle Sagn om Grunden hertil. Saa stødte han paa et for længe siden trykt Brev fra Frederik II’s Moder til Sønnen, hvor en Anna omtales under mærkelige Udtryk. Dets dybere Indhold havde ingen lagt Mærke til, end ikke Werlauff, der dog havde skrevet om Dronning Dorotheas Breve. Allerede 1868 skrev Bricka herom til Niels Bache: «Da jeg første Gang læste Brevet, dannede jeg mig strax en Forestilling: jeg saa den unge Kongesøn greben af Kjærlighed til Anna, jeg saa hendes Slægt drage hende bort og bestemme hende for en anden, jeg saa ham i sin Fortvivlelse betro Moderen sin Smerte, som hun søger at stille med de trøstende Ord, at her paa Jorden er Livet kun kort, men hisset er det evigt, Ord, som dog næppe have indeholdt den Lægedom, Prinsen har attraaet; thi han har sikkert haabet, at Moderen vilde tale hans Sag». Bricka forfulgte nu i dette Brev, som senere i Bogen, Spørgsmaalet videre om, hvem denne Anna var. Han paaviste, at hun maatte være en Datter af Corfits Hardenberg, og at Kong Frederik i en lang Række Aar havde næret Kjærlighed til hende; denne blev ogsaa besvaret, men førte aldrig til en ægteskabelig Forbindelse paa Grund af hendes

xvi

egen og Kongefamiliens Modstand. Omsider indvilgede Frederik II i at trolove sig med sit Søskendebarn Sophie, og umiddelbart derefter stævnede hans Svigermoder Anna til sig; her forefaldt en Samtale, hvorom Anna selv har berettet i et Brev til Birgitte Gjøe, og som synes at belyse alle de ædle Kampe, som vare gaaede forud. Nu gav Anna sin Haand til den Bejler, som hun længe havde haft, Oluf Mouritsen Krognos.

Bogen om «Kong Frederik den andens Ungdomskjærlighed» (1873) var udpræget ejendommelig. For det første var den i sin ydre Fremtræden helt forskjellig fra andre lærde Arbejder. Det fine Tryk paa det smukke Papir, det lille personlige Udbrud i Versform foran i Bogen viste, med hvilken Omhed Forfatteren saa paa sit Æmne. Det samme fremgik af den Maade, hvorpaa han havde skildret de Personer, hvem denne Kjærlighedshistorie angik. Var der end ikke ført uomstødeligt Bevis for Rigtigheden af det fremsatte, har det dog senere vist sig, at Bricka havde truffet det rette; Fund i det sachsiske Arkiv have trykt Vishedens Segl paa, hvad han havde kaldt «et historisk Forsøg». Man mærkede desuden, at Forfatteren havde levet sig ind i Tidens Aand og med bankende Puls grebet de gamle Aktstykker, han havde følt med den varme, retsindige Kvinde, man kunde fristes til at tro, at noget selvoplevet spejlede sig i Bogen.

Den Modtagelse, som Bogen fik, blev dog for Bricka nærmest en Skuffelse. Fra flere Videnskabsmænd hørte han vel Lovord, men en offentlig Kritik kom ikke frem. Heri var nu Bricka selv Skyld; han nærede Uvilje mod Forlæggere og vilde aldeles ikke betro Bogen til nogen Boghandler, saa lidt som han vilde sende Exemplarer til Bladene til Anmeldelse. Senere gav han dog efter, og Rud. Klein fik den i Kommission. Men Bogens Pris var

xvii

høj, og Salget gik trevent, en Snes Aar efter var den dog udsolgt. -- Brickas Arbejde gav H. F. Ewald Anledning; til at skrive sin smukke historiske Roman «Anna Hardenberg» (1880), og denne foranledigede atter et videnskabeligt Værk. Ved Læsning af Romanen modnedes hos Rektor Forchhammer paa Herlufsholm en Plan, som han i længere Tid havde gaaet med, at det vilde være smukt, om Herlufsholms Stiftelse foranstaltede en Udgave af Herluf Trolles og Birgitte Gjøes Breve. Bricka havde ladet flere af disse trykke i Tillægget til sin Bog, nu greb han med Glæde Forchhammers Tanke: «enhver dansk Historiker vil takke Dem, hvis De kan faa den skjønne Plan udført». Forstanderen for Herlufsholm gav beredvillig sit Samtykke, og Udgivelsen betroedes Bricka. Han havde afskrevet Brevene og indsamlet talrige Oplysninger, men da blev han saa optaget af anden Virksomhed, at han, om end med Smerte, maatte give Afkald paa at fuldende det, da Udgivelsen ønskedes fremmet. Arbejdet blev fortsat af Provinsarkivar Wad og Bogen udgivet af ham.

Medens det saaledes her var lykkedes Bricka at redde en smuk og lidet ænset Tradition som historisk Sandhed, havde han derimod ved en anden Undersøgelse taget et smukt Sagn af Dage. Man kunde mene, at dette vel egentlig lidet stemmede med hans Natur og Lyst. Bricka godtgjorde i en Afhandling, at Fortællingen om, at Chr. Barnekow skulde have reddet Christian IV’s Liv under Kampen paa Skjellinge Hede ved at overlade Kongen sin Hest, medens han selv fandt Døden, ikke kunde være sand. I Anledning af, at Biskop Engelstoft i et Brev til ham gjorde nogle Betænkeligheder gjældende, skrev Bricka: «For mig havde Sagnet ophørt at leve, thi det, der udgjorde dets inderste Væsen, dets Aand, var veget fra det, da Christian IV’s Skikkelse viste sig, anraabende om Retfærdighed».

xviii

For alle dem, der tidligere havde hørt Fortællingen, var det jo kun en skjøn Bedrift, som smykkede Barnekow og ikke kunde skæmme Kongen, men Bricka var bleven opmærksom paa, at Kongen ikke blot undlod at vise Erkjendtlighed mod Chr. Barnekows Enke og Børn, men ogsaa optraadte mod dem med haard Strænghed, og da følte han, at det sildige Sagn manglede psykologisk Sandhed og at Christian IV, til hvem Bricka saa op med Veneration, havde Krav paa at renses for denne Uret.

Bricka havde fattet Plan om at udgive en Samling af trykte og utrykte Ligprædikener fra det 16. og 17. Aarhundrede, der som bekjendt indeholde interessante Skildringer af adelige Mænd og Kvinder; han foreslog cand. theol. S. M. Gjellerup at være Medudgiver, hvad denne indvilgede i. Klein lovede at overtage Forlaget, dog uden at give Honorar, og 1874-75 udkom et Bind med Titel «Den danske Adel i det 16. og 17. Aarh.». Med hvor stor Nøjagtighed de to Udgivere end havde besørget Udgivelsen, og hvor talrige Oplysninger til Forstaaelse af Indholdet de end havde meddelt, lykkedes det dem ikke at finde et saa stort Antal Kjøbere, at en Fortsættelse blev mulig, og Bricka undlod ikke ved flere Lejligheder offentlig at udtale sig bittert om den ringe Interesse, vor Tids Adel havde vist dette Kildeskrift til den gamle Adels Historie.

Med disse Arbejder standser i Virkeligheden Brickas mere selvstændige Forfatterskab. Om de sjælelige Grunde hertil skulle vi strax tale. Var end Bricka i de nærmeste Aaringer fuldt optaget af litterær Virksomhed, bestod denne især i Udgiverarbejder og dernæst i en Række omfangsrige Anmeldelser. Disse indeholdt talende Vidnesbyrd om, at Bricka havde meget paa Hjærte, som han burde have udført videre i selvstændige Afhandlinger, ligesom de rundt om indeholdt Iagttagelser og Bemærkninger af almindelig

xix

Natur, der kaldte til Eftertanke. Han tog ogsaa til Orde mod flere topografiske Bøger af Skolelærere eller Bønder, der vel viste en anerkjendelsesværdig Interesse for Fortiden, men «en sørgelig Ringeagt for den grundige Forberedelse, uden hvilken enhver Indtrængen i og Forstaaen af Fortiden er en Umulighed». Bricka vilde overhovedet ikke, at Historien skulde staa som en Videnskab, som enhver mente at kunne give sig i Lag med. Paatalen var vel begrundet, og netop de gode historiske Arbejder, som senere fremkom fra de samme Hold, vise, at hans Indsigelse gjorde Gavn; han erkjendte selv disse Arbejders Betydning. Men Bricka var i det hele paa Vagt mod enhver, som «med uvaskede Hænder nærmede sig Helligdommen», og han paatalte den uvederhæftige eller fantastiske Behandling af Historien. Med Kjærlighed og med Respekt skulde man end videre gaa til enhver Undersøgelse over Fortiden og dens Mænd. «Gravens alvorsfulde Segl kan ikke brydes af den videlystne, som vil tilfredsstille sin kolde Interesse», saaledes havde han allerede sagt i sin første Bog.

Medens Bricka i Studenteraarene endnu havde været fuld af Livsmod og Fortrøstning, indtraadte der i 1870erne en fuldstændig Forandring heri, og i en lang Række af Aar led han under et sjæleligt Tryk, der forbitrede ham Livet og især var beklageligt, fordi det nedslog hans Lyst til en friere Produktion. Udenforstaaende mærkede maaske i mindre Grad dertil, i det Bricka var for stolt til at lade se, hvad der nagede ham, men de, som stod ham nær, og ikke mindst hans Forældre, maatte bekymres ved at mærke ham saa brudt. Unægtelig havde Bricka selv ved den Maade, hvorpaa han havde indrettet sit Liv, maattet komme til at berede sig Skuffelser.

Den ældre Retning havde en Kjærlighed til Bøger og

xx

en Hang til at besidde Saadanne, som den nyere Tids Mænd ikke have kjendt. Bricka havde fra Drengeaarene af været Bogsamler. Han kunde raade over Renterne af en lille Mødrenearv, han tjente ved Informationer, og, som han selv sagde, var det saa godt som den eneste Adspredelse, han tillod sig, at kjøbe Bøger. Saaledes blev han da snart Ejer af en ret stor Bogsamling, der omhyggelig blev katalogiseret. Faa Avktionen over Allens Bøger -- Bricka havde i Forening med C. Elberling skrevet Katalogen hertil -- købte han over 700 Numre, og han maatte i Boligen paa Nørregade leje et Kvistværelse til Hjælp for sin Bogskat. Det havde altid staaet lokkende for hans Tanke at faa en egen Bogsal, Wegeners prægtige Bibliotheksbygning virkede ogsaa fristende paa ham, og da han arvede en lille Kapital, besluttede han at anvende den til at kjøbe en Grund og saa ved Hjælp af laante Penge at bygge. «Var det ikke, fordi Billedet af mine Bøger paa en regnfuld Flyttedag i Kjøbenhavns Gader mangfoldiggjort viste sig for min opskræmmede Fantasi, havde jeg aldrig indladt mig paa et Foretagende, som i alle Henseender fylder mig med Bekymringer. At tænke sig mig som Husvært, plaget af Lejere og snydt af Haandværket! Og jeg, som hidtil, Gud være lovet, aldrig har kjendt til, hvad det vil sige at leve under pekuniære Tryk, jeg paatager mig en svimlende Gjæld. Sig saa ikke andet end, at vi Bogsam- lere ere de største Narre paa Jorden . . . Fra nu af sættes mit Bibliothek paa smalle Rationer. Jeg har allerede taget en rørende Afsked med mine Bogbindere, og Klein skal nok snart mærke en Forandring». Men dette Ejendomskjøb skulde berede Bricka en stor Skuffelse. Haandværkerne havde gjort fuldkommen galt Overslag over, hvad Huset vilde koste at opføre, og den paatænkte Bygning og Bogsal, om hvis bedste Indretning han havde raadført sig med

xxi

Wegener, maatte opgives. For nu at redde saa meget som muligt af Pengene var Bricka nødt til at opføre paa Grunden to almindelige Villaer og at udleje dem eller faa dem solgte. Det sidste lykkedes, men Kjøberen af den ene Villa gik fallit, og Bricka maatte overtage den, først en halv Snes Aar senere havde han endelig viklet sig ud af disse Forhold, der havde bragt ham mange Ærgrelser og kostet nogle Tusende Kroner. Drømmene om den store, med Galleri omgivne Bogsal, der skulde have Plads til indtil 12000 Bind -- det højeste Antal Bind, han kunde tænke at naa til -- maatte altsaa opgives. Den Indskrift skulde Salen have haft: her leve de døde, her tale de stumme (hic mortui vivunt, hic muti loquuntur), nu sad han skuffet tilbage i Studerekammeret, og fra Bøgerne lød, hvad de vist altid havde sagt ham, men som han nu først forstod: her dø de levende. Saaledes var hans bitre Udbrud.

Denne Modgang var dog den mindste Del af, hvad der gjorde ham mørk i Sind, men Bricka havde set andre Haab briste, og han mærkede, hvor farligt det var at indrette sit Liv, saaledes som det hidtil var sket. Han havde jo især villet søge sit Livs Indhold i sine Bøger, som han elskede, og som aldrig for ham bleve et dødt Eje, men en Kilde til Belæring og Nydelse, en Grube, hvoraf han drog Skatte frem til Nytte for sig og andre. Men den Forsker, som altid søger til Stuen og sjælden forfrisker sig i Naturen og aldrig ved Rejser, løber en Fare for at udtørres. «Paludan-Muller advarede mig mod, at Bibliotheket ikke blev min Mester, i Stedet for at jeg skulde blive dets Mester», saaledes skrev han i sin Dagbog (1874), og først for sent mærkede han, at han havde lænket sig for stærkt til Stuen og Bøgerne. Dertil kom, at et saadant Celleliv, uden at han selv ret blev det vaer, egentlig aldrig tilfredsstillede ham, eftersom Bricka netop ikke kunde undvære at færdes

xxii

mellem Mennesker og med sit varme Hjærte trængte til at se ind i andres Sjæle. I den udstrakte Brevveksling, som han førte, ogsaa fordi han trofast holdt fast ved gamle Venner, der nu sad i det fjærne, søgte han en Erstatning herfor, hvad den dog ikke kunde bringe.

Dengang Bricka ansattes ved det kgl. Bibliothek, var han saare glad ved at komme i saa nøje Forhold til de her bevarede rige Bogskatte og til den herlige Samling af den danske Adels Breve og andre Manuskripter, som han med megen Forkærlighed havde studeret. Men med hvor stor Glæde og Forhaabning han end var gaaet ind til Stillingen, kom han efterhaanden til at føle sig utilfreds, ja han saa senere hen til denne Tid som en trøstesløs Vandring i Ørkenen. Mest var Bricka vel misfornøjet med det Arbejde, han her skulde udføre. At Haandskriftsamlingen stod under hans Varetægt, var ham kjært nok, men han havde ingen Lejlighed til at blive bekjendt med dens indre Indhold. Han skulde vel udarbejde en ny Katalog over Haandskriftsamlingen, men kun ved at sammensmelte tre ældre Kataloger til en Enhed; det forekom ham, at han nærmest virkede som Skjønskriver -- Bricka skrev en meget smuk og tydelig Haand -, og han kunde ikke andet end beklage, at han var ude af Stand til at berigtige tidligere fejlagtige Bestemmelser af Indholdet. For Brickas egne Studier beredte Pladsen paa Bibliotheket desuden store Vanskeligheder, da Kontortiden hindrede ham i at besøge Gehejmearkivet, der havde samme Aabningstid. Kun i Sommerferien havde han Lejlighed hertil; denne ene Maaned benyttede han da ogsaa fuldt til Arkivstudier, og sjælden drog han ud paa Landet. I 16 Aar i Træk holdt han saaledes ingen virkelig Sommerferie.

Dertil kom saa den tarvelige Lønning. Ved et uforstaaeligt Fejlsyn lønner Staten jo Embedsmænd og

xxiii

Assistenter ved vore Bibliotheker paa en tarveligere Maade end i noget andet Land, som om det ikke gjaldt om at have kundskabsrige Mænd ved disse Samlinger og om at bevare i Bibliothekets Tjeneste dem, som have erhvervet sig Kjendskab til vore Bogskatte, og som derfor kunne være de besøgende til største Nytte. Der skete fra Personalet Henvendelser til Ministerium og Rigsdag om at faa Lønningerne forhøjede, men uden Nytte. Bricka maatte derfor skaffe sig den fornødne Indtægt paa anden Maade, saaledes arbejdede han i flere Aar for Regesta-Kommissionen under Videnskabernes Selskab, og især paatog han sig ofte Affattelsen af Registre og Korrekturarbejde.

Endelig bragte hans egne Studier ham ikke det Udbytte, som han i mere klartskuende Øjeblikke kunde ønske. Bricka havde i sit Arbejde aldrig været den simple Samler af Kundskaber, der dyngede Notat paa Notat uden at forstaa Betydningen eller Sammenhængen. Derimod havde han fra første Færd haft en afgjort Forkjærlighed for Enkeltundersøgelsen, og Gang efter Gang udtaler han, at han i Specialet søger sit Maal og har det Arbejdsfelt, som passer for hans Evner. Ikke des mindre skriver han selverkjendende i 1882: «I Følge min Tilbøjelighed er jeg i høj Grad Specialist, og det er sikkert en Fejl af mig, at jeg ikke fra Begyndelsen af stærkt nok har bekæmpet denne Hang»; dog mener han, at der for de senere Aar intet kan bebrejdes ham efter de Arbejdsvilkaar, hvorunder han var stillet. Det laa ogsaa i Brickas Natur, at naar man henvendte sig til ham om en Oplysning, følte han en stor Tillokkelse ved at prøve paa at finde det søgte, uden at han var opmærksom paa, at han anvendte langt større Tid paa at hjælpe den spørgende end forsvarligt kunde være over for ham selv. Han havde derfor i lang Tid omtrent opgivet at bidrage selvstændig til Litteraturen, «jeg gjør

xxiv

meget større Gavn ved at hjælpe andre», udtaler han stadig, og mangfoldige vare jo ogsaa de, der nød godt af hans Hjælp og i deres Arbejder bragte ham Tak for hans uegennyttige Bistand.

Det Skin af Ufrugtbarhed, der faldt paa ham, var ham imidlertid bestemt imod. I nogen Tid arbejdede han da ogsaa paa en Doktordisputats, den skulde omhandle Spørgsmaalet om den danske Adels Undergang. Han var som ingen anden inde i Enkelthederne af hver Adelsmands Historie i det 16. og 17. Aarhundrede, han studerede tilsvarende Forhold i andre Lande ligesom ogsaa de fysiologiske Spørgsmaal, som kunde faa Betydning. Dr. Gustav Bang har senere optaget Spørgsmaalet til Behandling i sin Doktordisputats «Den gamle Adels Forfald», der har givet Anledning til Polemik og til flere Afhandlinger om dette Æmne. Dr. Bang nævner med Erkjendtlighed, hvad Bricka lejlighedsvis i sine Arbejder har fremdraget til Belysning af Spørgsmaalet, og hvorledes han har taget Sagen op paa en ny og korrektere Maade, i det han mere end at spørge om, hvorfor Adelen gik under, har spurgt om hvorledes, og paa Grundlag af en Masseiagttagelse i det hele søgt at belyse de vitale Sider af Adelens Liv paa de Tider.

I Sommeren 1876 foretog Bricka en Rejse til Norge, som skulde faa stor Betydning for ham og hans Virksomhed. Hidtil havde han været saa godt som naglet til Hovedstaden, nu rykkede norske Venner, som han havde lært at kjende under deres Besøg her nede, saa stærkt i ham, at han rev sig løs. Han var Prof. Ludvig Daae’s Gjæst og gjorde sammen med ham, hans Hustru og nogle Venner Udflugter til Fjældene. Naar denne Rejse blev af saa betydelig Værdi for Bricka, var det dog ikke ved Indtrykket af den storartede Fjældnatur, men fordi han her havde truffet en Familie, som med stor Inderlighed sluttede

xxv

sig til ham, og en Kreds af lærde, som kom til at føle oprigtigt Venskab for ham. Efter det Standpunkt, hvorpaa den historiske Forskning stod i Norge, var det forstaaeligt, at Bricka her maatte finde Tilknytning til sine egne histo- riske Interesser.

Det var ikke de nyere Retninger i den norske Historieforskning, hvormed Bricka kom i Berøring, hverken Ernst Sars’ Betragtninger og Studier over det norske Folks Udvikling eller den Fortsættelse af P. A. Munchs Gjerning, som Gustav Storm repræsenterede, og som tog særlig Sigte paa Kildekundskaben og paa Oldtidens og Middelalderens Historie. Ved Siden af disse Mænd fandtes en ret stor Kreds af Forskere af anden Studieretning, saaledes Birkeland, L. Daae, Yngvar Nielsen og Huitfeldt-Kaas, hos hvem der ogsaa fandtes et mere aabent Blik for Forbindelsen mellem Nutiden og Foreningsperioden med Danmark, ligesom de i det hele saa med større Sympathi paa det danske Folk end de nyere Retningers Repræsentanter. For Ludvig Daae’s Vedkommende havde Kjærligheden til Danmark næsten et Strøg af Sværmeri; ingen norskfødt Mand er bedre bevandret i dansk Litteratur, ved langt og ofte gjentaget Ophold i Danmark er han bleven nøje kjendt med danske Forhold og danske Forskere, og han saa med Ærefrygt op til Saadanne Historikere som Allen og Paludan-Muller, der vare blevne ham Forbilleder for hans Studier. Med Daae mødtes desuden Bricka i den store Kjærlighed til «de gamle», dels Klassikerne, der talte i det herlige latinske Sprog, hvori Daae selv bevæger sig som i sit andet Tungemaal -- Bricka beundrede det vel mere paa Afstand, om han end ikke i sine yngre Aar var bange for at sende Venner en latinsk Epistel, -- dels «de gamle» inden for den nordiske Skole. Ligesom Daae flittig ransagede Udlandets lærde Litteratur fra alle Tider for her at finde

xxvi

Oplysninger om norskes og danskes Gjerninger, saaledes havde Bricka Opmærksomheden stærkt henvendt paa de fremmede Landes Kilder.

Det var først senere, at de to Venner blev Forskjellen i deres Natur vaer. Daae var som en durende, brusende Fos med Skummet omkring sig, medens Bricka var det stille danske Vandløb, som ikke tillod sig at oversprøjte nogen. Bricka kunde ikke billige, at den norske Ven kastede sig ind i det politiske Liv, der næsten var Bricka en Vederstyggelighed, og forstod ikke, at Daae sugede Næring for Historien og Forstaaelse af den ved at kæmpe med i Dagens Spørgsmaal. Som Daae rigtig udtalte, var Bricka afgjort «en Benediktiner», medens han selv var «Prædikebroderen». Daae var ogsaa den fortrinlige, rundt om søgte Foredragsholder, medens Bricka ingen Sinde har holdt et Foredrag -- om end mangen beaandet Tale.

Under Daae’s Ægide gjorde Bricka Bekjendtskab med hans Kreds af Venner. I Huitfeldt-Kaas traf han en lærd, der, som han selv, havde fordybet sig i Adelens ældre Historie, og som delte hans Kjærlighed til Enkeltstudiet og den omhyggelige Fremdragelse af Kilderne. Venskabet med den noget tilbagetrukne, beskedne og elskværdige Mand skulde voxe Aar for Aar. I de norske Kredse fandt han endelig den Sans for Bøger og Bogskatte, som næsten var ved at uddø i Danmark. En ivrigere Bogsamler end Fuldmægtig Thorvald Boeck fandtes der i hvert Fald ikke i de nordiske Lande. Han havde Formue nok til at kunne følge sin Samlertrang og var kundskabsrig nok til at forstaa Værdien af, hvad han søgte efter og fandt. Selv havde Bricka maattet opgive at være Bogkjøber i saa storladen Stil, som han havde begyndt, men hans Interesse for Bøger var lige levende, og han glædede sig over at se Boecks

xxvii

Sporsans og hans Held til at skabe et enestaaende Bibliothek [1].

Rig paa gode Minder var Bricka vendt hjem fra Norge, og i nogen Tid syntes hans Sind lysere og friskere. I Januar 1879 havde han den Sorg at miste sin Fader, som han inderlig havde elsket, og med hvis aandelige Naturel han i flere Henseender følte sig nær beslægtet. Fra de rummelige Stuer paa Nørregade, hvor han havde boet i 18 Aar, flyttede han og Moderen til en lille Lejlighed i Fiolstræde. I Anledning af Universitetets Jubelfest samme Aar var Daae som en af dets Æresdoktorer kommen her til. Bricka havde den Glæde i en Uges Tid at have Vennen som Gjæst i sit Hjem. Men til hvor mørke Tanker han endnu kunde falde hen, fremgaar af de Linjer, han skrev efter Daaes Afrejse: «Nu, Du er rejst, er jeg mere ensom end nogen Sinde. Her sidder jeg ene midt i en stor By, hvis Befolknings rastløse Trin lyde op til mig i den ellers stille Aften, og ligesom disse Trin nærme sig og fjærne sig, men aldrig standse for at træde over min Tærskel, saaledes løber Livets Strøm uden om mig, førende den ene i en Retning og den anden i en anden Retning, medens jeg bliver tilbage paa Bredden». Næsten endnu bitrere strømmer det ham over Læben nogle Maaneder senere i et Brev til Daaes Hustru: «Huset har nu atter antaget sit stille, ensformige Præg; jeg føler tydelig, hvorledes «Andemaden» vokser til over mig. De vil kalde det en bitter Bemærkning, og det er det til Dels ogsaa, men det er tillige noget andet: jeg elsker rolige og fredelige Tilstande. Det gjælder jo blot om at træffe den rette Middelvej, og den Kunst ere vi et helt Liv om at lære, og saa lære vi den endda ikke».