Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinck, Marie Elisabeth, 1789-1823, Sangerinde og Skuespillerinde - Zinck, Otto Christian, f. 1824, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter at have sunget ved en Kirkekoncert blev hun syg og døde
6. April 1823, ikke 34 Aar gammel. Uforglemmeligt for Tilskuerne
blev, ved Sørgefesten paa Theatret, Indtrykket af Oehlenschlægers
Mindedigtning, hvori Cendrillons første Scene mellem de tre Søstre
begyndte, men hendes Plads stod tom. Tabet af Marie Zinck
syntes uerstatteligt, ja føltes som en Hjærtesorg af Publikum, der
havde lært en Kunst at kjende, som var en elskelig Personligheds
Udtryk.
C. Thrane.
Zinck, Otto Christian, f. 1824, Skuespiller. O. Z., der er
Søn af ovfr. nævnte Syngemester Joh. W. Ludvig Z., fødtes 25. Dec.
1824 i Kjøbenhavn og blev, efter i nogle Aar at have gaaet i Herlufsholms
Skole, 1845 Student, privat dimitteret af Filologen Ludvig Thornam,
der senere blev Overlærer i Horsens; de følgende Aar tog han Examen
philologicum et philosophicum og begyndte derpaa at læse til theologisk
Embedsexamen; samtidig blev han et ivrigt og foretagsomt Medlem af
Studenterforeningen: han skrev Viser (f. Ex. « Konferensraad
Wegener, den brave» sammen med Voltelen), og han foredrog Viser
ved Soldene ikke alene med en virtuosmæssig Udarbejdelse (som
i «Charmantes Gretchen»), men ogsaa med en Rigdom af revumæssige
Improvisationer (som i «Det er overmaade smukt» sammen med
Høegh-Guldberg), han sled i allehaande Komiteer, og
han spillede med i alle Datidens Studenterkomedier, ligesom han
ogsaa selv, navnlig til Studenterkarnevaller, forfattede Ballet- og
Operaparodier til Musik af C. J. Hansen (VI, 604). Under denne
omfattende Virksomhed som Fornøjelsesraad blev Theologien ganske
naturlig hyppig lagt til Side, og efter nogen Tids Vaklen opgav
han den helt for at følge den Higen mod Scenen, han havde
taget i Arv fra sin Slægt: han meldte sig til Debut ved det kongl.
Theater, og 11. Febr. 1855 fremtraadte han her første Gang som
Arv i «Henrik og Pernille». Debuten gav ubedragelige Beviser
paa, at han besad et ægte dramatisk Talent, og et drilagtigt Lune
gav allerede den første Aften hans Udførelse, der var holdt nøje
i den hævdvundne Form, personligt Præg, men det kaade Humør,
der havde fyldt hans Spil i Studenterkomedierne, havde han af
kunstnerisk Ængstelse afdæmpet, og hans Fremstilling fik herved
et tørt Anstrøg. Dette klæbede ogsaa ved hans altid omhyggelige
Udførelse af de ganske vist ikke særdeles talrige, men ingenlunde
ubetydelige Roller, han fik i de følgende Aar, og af hvilke kan
nævnes Kakadue i «Capriciosa», Peter i «Et Æventyr i Rosenborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
