Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Torfæus (Torvesen), Thormod, 1636-1719, Historiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i det Udlandet nu fik noget bedre Kjendskab til Norges Historie
end før. Den yngre Jonas Ramus (XIII, 391) indbød 1744 til
Subskription paa en dansk Oversættelse, der aldrig udkom.
At T.s Norges Historie «lider af Mangel paa Kritik» er vist og
sandt, men med Føje kan man med N. M. Petersen sige: «Hvorfra
skulde han hente den?» Han tog ogsaa de fabelagtige Sagaer
for gode Varer og troede f. Ex. (som for øvrigt mange efter ham)
paa Fablerne om «Nor og Gor» som paa de sikreste Vidnesbyrd.
Men han er den første, der har gjennemgaaet og stræbt at
sammenstille det hele Sagaforraad, og længe var det til ham, man tyede,
naar man vilde gjøre Bekjendtskab med den gamle norske Historie,
og det saa meget længer, som jo Schøning kun naaede til 995.
Særlig er T. den første, som har gjort Sverres Historie bekjendt
for Verden, thi Peder Clausen kjendte ikke dennes Saga, men
kun et kort Uddrag deraf. Han førte Historien ned til 1387, men
Fremstillingen kunde naturligvis fra den Tid af, da Sagaskrivningen
standsede, kun blive mager. En geografisk Beskrivelse skulde
danne Indledning til Værket, men man fik egentlig kun en latinsk
Gjengivelse af Peder Clausen, skjønt T. ivrig ønskede at kunne
give noget mere. I 1706 udvirkede han en Befaling om, at der
fra Embedsmænd rundt om i Landet skulde sendes ham
Efterretninger, og der indkom ogsaa nogle Saadanne, af hvilke Levninger
ere bevarede, men det var da for sent, thi hans Kraft var nedbrudt.
I Slutningen af 1705 blev nemlig T. syg og var herefter
uskikket til Arbejde. Imidlertid gjorde han dog Aaret efter endnu en
sidste Kjøbenhavnsrejse, ja i 1709 indgik han, der siden 1695
havde været Enkemand, nyt Ægteskab, med Anne Hansdatter, en
Raadmandsdatter fra Stavanger. Om han i sine sidste Aar fremdeles
har nydt sin Historiografløn, vides ikke. Han døde paa Stangeland
31. Jan. 1719 og blev begravet under Koret i Avaldsnæs Kirke,
hvor endnu Gravstenen er at se. Hans Samtid i Norge havde
vistnok i det hele lidet Begreb om, hvilken Mand han var, i det
mindste beretter hans Beundrer, Holberg, der paa Grund af
Svogerskabsforholdet maaske som Barn har set ham i det nærliggende
Bergen, at han i denne By var «fast ubekjendt». Men det har
dog vist vakt stor Opsigt, at Frederik IV i 1704 var hans Gjæst
paa Stangeland og blev der Natten over.
Arne Magnussen, der i T.s affældige Aar atter havde besøgt
ham og tilbragt Vinteren 1712-13 paa Stangeland, arvede bl. a.
hans store Kopibøger (4 Folianter) og siges at have gjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
