Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schulin, Johan Sigismund Greve, 1694-1750, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det om kort Tid paa denne Kant vilde komme til et Brud, hævede
der sig blandt Statsmændene her hjemme Røster for, at man, hvis
det skete, skulde forene sig med Sverige og dets stærke Ven
Frankrig, for at Rusland, hvis Overmagt havde vist sig at kunne
være truende nok, kunde blive trængt tilbage og Lejligheden
tillige blive nyttet til at vinde en Udvidelse af dansk-norsk Omraade,
samtidig med at Sverige naturligvis ogsaa skulde blive stærkere.
Baade fra Frankrigs og Sveriges Side lød der lokkende Røster, og
da der tillige var forskjellige Grunde til Misnøje med Frankrigs
gamle Medbejler England, blev Følgen en Svingning over imod
Frankrig ved Nytaarstid 1740, som 2 Aar senere fremkaldte
Afslutningen af et Forbund 15. Marts 1742 og en dertil knyttet
Handelstraktat af 23. Avg. 1742. Foruden Løvenørn havde S. stor Del i
denne Svingning, og Kongen udtalte da ogsaa sin store
Tilfredshed med, hvad han havde gjort for at bane Vejen til denne
Forbindelse.
Men til Trods for, at denne Alliance syntes at frembyde
betydelige Fordele for vort Fædreland, udviklede der sig dog netop
nu Forhold, som Christian VI og S. ikke kunde magte. Da
Svenskerne nemlig i 1741 højst ubesindig havde begyndt Krig med
Rusland, gik det dem saare galt i Kampen, saaledes at de ved
en Kapitulation 4. Sept. 1742 endog maatte rømme Finland, og
medens denne ulykkelige Krig gik sin Gang, kom Spørgsmaalet
om Valget af en Tronfølger i Sverige frem paa den svenske
Rigsdag. Som vel kjendt bejlede Christian VI til denne Stilling først
for sig selv og siden for sin Søn, Kronprins Frederik, i det han
i Tilfælde af et sligt Valg lovede Hjælp imod Rusland. Det var
altsaa en Fornyelse af Kalmarunionen, der her var paa Bane. At
en saadan vilde være forbunden med Vanskeligheder, kunde ikke
være skjult for nogen; men baade Kongen og S. haabede ikke
alene, at der paa den Maade skulde vindes forøget Glans for det
oldenborgske Hus, men ogsaa at der skulde opnaas varige Goder
for Norden i det hele. «Jeg ser godt», skrev S. derom, «hvor
meget de 3 nordiske Kongeriger vilde vinde i Magt, Selvstændighed
og Lykke, naar deres Interesser bleve de samme, efter at de
hidtil havde været, om end ikke hverandre fuldstændig modsatte,
saa dog adskilte. De fælles Fordele, der vilde blive Følgen deraf,
ere alt for mange til, at en stor Del af dem ikke let skulde falde
i Øjnene paa den, der vil tænke over dem. Jeg ser heller ikke
andet, end at Sagen maa være mulig. Under den nuværende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
