Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkrantz, Erik Ottesen, 1519-75, til Valsøgaard, Arreskov, Kjærstrup, Rigsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Rigsraad. Desuden fritog Kongen ham «indtil videre» for alle
kongl. Afgifter af hans store norske Godser, en Ret, som Kongen dog
1562 tog tilbage, da det var en mærkelig stor Sum, som Kronen
derved aarlig maatte give Afkald paa, mod at R. til Gjengjæld
forlenedes med Lyse Kloster ved Bergen afgiftsfrit. – At forene
Stillingen som Befalingsmand paa 2 saa fjærnt fra hinanden
liggende Hovedfæstninger som Varberg og Bergenhus lod sig dog i
Længden ikke gjøre. Efter R.s Opfordring fritoges han da for
Varberg, og et nyt Lensbrev udstedtes 9. Marts 1560 for R. paa
de kongl. Slotte Bergenhus og Vardøhus, Lyse Kloster, Søndfjord
Len, Sønderhordeland, Ryfylke, Sogn, Jæderen, Dalerne, Helgeland,
Tromsø og Nordhordeland, alt som kongl. Regnskabslen mod et
aarligt Vederlag af kun 100 Dlr. (400 Kr., næppe 2000 Kr. efter
Pengenes nuværende Værdi) samt Klæder og Penge til de fornødne
Svendes Underhold. Vilkaarene vare saaledes knappe, men Magten
desto større. Med Undtagelse af Throndhjem Len havde R.
omtrent hele Vestkysten af Norge lige til Nordkap i sin Magt og
Norges vigtigste Fæstning i sin Haand.
31. Juli 1560 ankom R. til Bergen, og i de 8 Aar, han var
Lensmand her, skulde han komme til at indskrive sit Navn i
Norges og Danmarks Historie som en værdig Efterfølger af Christoffer
Valkendorf. Denne havde allerede knækket de tyske
Haandvær-keres Særstilling i Bergen og tvunget dem til enten at anerkjende
den norske Krones Højhed ligesom andre af Landets Indbyggere
eller at forlade Landet; derved havde han allerede rokket ved det
tyske Handelskontors Særstilling; desuden havde han tvunget de
tyske Præster, der ikke vilde anerkjende den norske
Kirkeforfatning, til at forlade Landet. Nu tog R. strax fat paa selve
Kontorets paastaaede Ret til Grunden paa Tyskebryggen, hvor
Kontoret havde sine store Handelsgaarde, og hævdede Kronens eller
de private norske Ejeres Ret dertil. Han satte Grundleje paa
Grundene paa Bryggen og paalagde Kontoret at yde Ledingsskat,
Tiende og lignende Afgifter deraf ligesom af andre Grunde i Byen;
ligeledes maatte Kontoret opgive sin Ret til de Kirker i Byen,
som det i Tidernes Løb havde tilegnet sig. Det hjalp intet, at
de tyske Kjøbmænd beraabte sig paa deres Privilegier; en nedsat
Ret kom til det Resultat, at alt dette netop ikke havde Hjemmel
i de oprindelige Privilegier. Alle Klager til Kongen og til Lybek
hjalp intet. Kongen og R. stode fast; til sidst (1562) tog R. en
stor Del af Grundene («Drægs-Almindingen») i Besiddelse for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
