Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rantzau, Christian Rigsgreve, 1614-63, Overstatholder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Juli s. A. til Dronningens Broder Christian Ludvig af
Brunsvig-Lyneborg for at søge at bevæge ham til Forbund; men noget
Resultat fremkom ikke deraf, lige saa lidt som han paa sin videre
Rejse til Kur fyrste dagen i Frankfurt opnaaede at vinde Hjælp. Det
lyder mærkeligt, at han umiddelbart efter den anden svenske Krigs
Udbrud, i Okt. 1658, søgte om kongelig Tilladelse til at rejse til
Italien; Kongen tilstod ham den, om end med en vis Beklagelse,
men han benyttede sig ikke af den. Da der 1659 var Tale om
at sende ham som Gesandt til England, ønskede han det ikke og
blev ogsaa fri.
Saaledes syntes Forholdene ikke at varsle særlig gunstig for
ham med Hensyn til yderligere Anseelse. Da hævede den ny
Enevældes Trang til at knytte til sig en fornem og rig Mand
uden for den kongerigske Adel ham pludselig langt højere op end
hidtil. I Febr. 1661 udnævntes han til Assessor i alle de nye
Kollegier og fik vistnok allerede da Titel af Overstatholder. Han
havde derved opnaaet en Særstilling imellem alle de andre
Ministre, og den voxede, da Rigsdrosten Joachim Gersdorff døde i April
s. A. I høj Grad følte han sin Myndighed. I Anledning af, at
der af Statskollegiet i hans Fraværelse var taget en Beslutning,
opfordrede han Kongen til at tilsidesætte den, og i Juni 1661 rettede
han under en Rejse i Hertugdømmerne, hvor han i Maj havde sluttet
en Overenskomst med Gottorp om Kontributionernes Fordeling, en
Skrivelse til Frederik III, hvori han ikke alene irettesatte sine
Fæller i det nævnte Kollegium for i saa stort et Tal at have
forladt Hovedstaden, men i Virkeligheden ogsaa dadlede Kongen for
at have givet sit Samtykke dertil. Ikke desto mindre bevarede
han Frederik III’s Gunst. Ved et egenhændigt Brev af 23. Avg. 1661
overdrog han ham Præsidentposten i Statskollegiet og udnævnte
ham til sin Premierminister, dog med Titel af Overstatholder.
Derved var han altsaa blevet Rigets første Embedsmand og Kongens
første Raadgiver. Personlig synes han at have staaet Christopher
Gabel nærmest af Hoffets Mænd ., han kalder ham endog i sit
Testamente sin «Herr Sohn»; deraf kan maaske sluttes, at han endnu
stadig ikke stod i det bedste Forhold til Dronningen, om end
ogsaa dennes Yndling Jacob Pedersen (XII, 623) betænktes af ham
i Testamentet. Muligvis har han befæstet sig i Kongens Gunst
ved Forstrækninger af sin Rigdom; han laante ham bl. a. et
Sølvservice, der vejede 19236 Lod, og en med 5 Diamanter prydet
gylden Elefant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
