Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poulsen, Olaf Rye, f. 1849, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
set sin Forgænger i Rollen og kan, som oftest. med Held,
eftergjøre dennes Maske, men den videre Udarbejdelse overlader han
gjærne til sin øjeblikkelige Inspiration, og hvilket Væld af Komik
og hvilken Rigdom af geniale Paafund der end staa til dennes
Raadighed, den træffer sjælden Tonen eller finder Tempoet. P.
er i disse Roller unægtelig morsom, men i Regelen paa Stykkets
og Figurens Bekostning; han mangler her den litterærhistoriske
Agtelse til at dæmme op for sit alt for vælige Humør: det stejler
og fører ham ikke sjælden ud over den gode Kunsts Grænser.
Medens P. saaledes staar uforstaaende eller dog uagtpaagivende
over for den noget ældre Tids Lystspil og Vaudeviller, har han i
nutidige Lystspil skabt en Række komiske Karakterbilleder, lige
udmærkede ved de tro Virkelighedsiagttagelser, af hvilke de
sammensættes, og ved den rige Kunstnerfantasi, der har gydt Liv i
det døde Stof. Han har ramt Snobberiet i Hjærteroden saa vel i
dets kjøbenhavnske middagsselskabelige Skikkelse (Etatsraad Hansen
i «En Skandale») som i dets smaakjøbstadagtige foreningslige Form
(Kjøbmand Sønderlund i «Karens Garde»), han har taget paa Kornet
Landadelsmandens Indskrænkethed (Baronen i «Umyndige i
Kjærlighed») og Kontormandens Forfjamskethed (Konferensraad Theodor
Beering i «Mellem Brødre»), han har truffet Tonen lige præcist i
den præstelige Frase (Pastoren i «En Fallit») og i den verdslige
Skaaltale (Grosserer Rummel i «Samfundets Støtter»). P. har ogsaa
prøvet sine Evner paa store halvkomiske Karakterroller som
Mercadet i Balzacs Komedie, Gregers Lurck i «Gregers», Marquis de la
Seigliére i «Slottet i Poitou», men hidtil uden rigtigt Held: han
kan ikke bevare Anstanden og Roen, men fristes af Publikums
Latter ud i det helt komiske. Derimod har han med stor Fantasi
gjennemført nogle halv eller helt forkomne Existenser som
Faldsmaal i «Gulddaasen», Høyer i «En Skavank» og gamle Ekdal i
«Vildanden» og i disse vist en Evne til at blande det ophøjede
med det lave, der uden at skæmmes af Sentimentalitet fremkalder
paa samme Tid Smil og Taarer. I et Par af sine seneste Roller
har P. aabenbaret en bred Vælde, der skaber Uhygge snart ved
ubændig Hævnglæde (Svartalf i «Vølund Smed»), snart ved stump
Dyriskhed (Karker i «Hakon Jarl»), og begge Steder har han i en
Vise sammenpresset Situationens Gru.
P., der fik kongl. Ansættelse 1. April 1884, er adskillige Gange
optraadt i Nabolandene: 1877 i Bergen, Christiania og Drammen,
1885 i Bergen, 1886 i Stockholm, 1890 (sammen med Fru Hennings)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
