Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ploug, Parmo Carl, 1813-94, Digter, Bladredaktør og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han paa hurtig Afgjørelse ved Gjenoptagelse af Ejderprogrammet,
medens en anden Fraktion fastholdt Nødvendigheden af Helstaten,
saa længe til Danmark ved Tysklands egne Krav dreves ud af den.
Til Grund for P.s Stilling laa dog noget andet end «Hedsporens»
Iver. Han troede, at Tanken om Tysklands politiske Enhed i en
ikke fjærn Fremtid vilde blive realiseret, og at Danmark vilde faa
ugunstigere Vilkaar til at udkæmpe Striden, naar Tysklands
politiske Tyngdepunkt var flyttet fra Wien til Berlin. O. Lehmanns
Optagelse i Halls Ministerium (1861) forandrede ikke P.s Holdning.
Først da Halls Politik modnedes til det Forslag, som blev til
Grundloven af 18. Nov. 1863, udjævnedes Modsætningen.
Som de danske Studenters Leder og Ordfører deltog P. i de
nordiske Studentermøder 1851, 1856 og 1862, der vare Periodens
skandinaviske Hovedbegivenheder. Dybest Mærke i hans Liv satte
Upsalamødet 1856. Fra Upsala Tinghøj holdt han en beaandet
Tale, der længe mindedes. Paa Drottningholm gav Kong Oscar
det bekjendte Svar paa P.s Hilsen, der syntes at forjætte praktisk
politisk Frugt af den skandinaviske Studenterbevægelse. De højt
spændte Forhaabninger nedsloges vel kort efter ved Udenrigsminister
Scheeles Cirkulærnote af 20. Febr. 1857. Men Mødet i Kjøbenhavn
1862, der bragte P.s Popularitet i Studenterkredse til dens
Højdepunkt, gød ny Livskraft i det skandinaviske Haab, som syntes at
skulle krones ved de Forhandlinger om et Forsvarsforbund, der
ved Tidsrummets Slutning førtes mellem de nordiske Regeringer.
P.s digteriske Produktion i dette Tidsrum var betydelig og
spændte over et videre Felt end før. For Begivenhederne i
Studenterverdenen, særlig de skandinaviske, var han den selvskrevne
Sanger. For Studenter vare ogsaa hans 2 sidste dramatiske (utrykte)
Digtninger skrevne (1851 og 1862). Fædrelandet, Friheden,
Grundloven og Norden besang han nu som før, og hans «Musæum»
forøgedes ved en Række Mindedigte. Nyt Land for sin Digtning
vandt han ved de Sange, hvormed han fulgte Begivenhederne i den
slesvigske Krig, af hvilke vel Digtet efter Slaget ved Slesvig
(«Paaskeklokken kimed mildt») fik dybest Tag i Folket. Et nyt
særligt Omraade fik hans lyriske Digtning, der hidtil omtrent
udelukkende var viet det offentlige Liv, ved de hans Hustru helligede
Digte, særlig en Række «Sonnetter». Ogsaa Historien gav ham
Stof til et ikke ringe Tal dels lyriske, dels fortællende Digte. 2
Digtsamlinger udkom 1854 og 1861, forenede 1861 med den første som
«Samlede Digte». Disse fik en hos os næsten enestaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
