Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monrad, Ditlev Gothard, 1811-87, Biskop, Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
national-liberale Parti, hvortil han nærmest skulde regnes, kunde ikke
tilgive ham, at han var mere Helstatsmand end Ejderpolitiker, og at
den almindelige Stemmeret hos os var hans Værk. Med
Bondevennerne vilde han «nok være i Alliance, men ikke inkorporeres
af dem», og efterhaanden som den politiske Stilling udviklede sig,
blev Forholdet mellem ham og dem ofte meget spændt. Endnu
mindre havde han et eget Parti, et saadant hverken vilde eller
kunde han danne. Han mente, at «et Parti vil, at Chefen skal
gjøre, hvad det vil, og det gjør ikke, hvad han vil». Han egnede
sig desuden slet ikke til at være det «Kit», der behøves til at
holde et Parti sammen. Dertil manglede han den behørige
Smidighed og brede Gemytlighed. Han støttede sig derfor snart til den
ene, snart til den anden Side af Tinget, og afvexlende ramte
han begge, men hyppigst dog Venstre, med sin bidende Ironi, der
skaffede ham mange personlige Uvenner, og selv mod sine Venner
viste han ofte den samme Kølighed og Tilbageholdenhed som i
sin Ungdom. Han var højt anset, og selv hans Modstandere ydede
altid hans Skarpsindighed og Dygtighed fuld Anerkjendelse, men
han var mere frygtet end elsket. Han blev derfor egentlig aldrig
Tingets regulære Fører, kun i særlig kritiske Perioder samlede
man sig om ham som den naturlige Leder.
Dette var navnlig Tilfældet i den stormfulde Periode 1852-54.
Kundgjørelsen af 28. Jan. 1852 brød med Ejderpolitikken og
opstillede Helstaten som sit Program. I Princippet var M. ganske
enig dermed, om han end misbilligede Enkeltheder, men han vilde,
at alt skulde ske ad lovlig Vej med Rigsdagens Samtykke. Efter
at Bluhme havde givet et i det væsentlige fyldestgjørende Svar paa
de 2 mesterlig gjennemførte Interpellationer af 3. og 13. Febr.,
bevarede M. en velvillig Holdning lige over for Januarministeriet
og støttede endog af al Kraft Bluhme i Arvesagen. Men
anderledes stillede Forholdet sig, da, til M.s store Beklagelse, Ørsted
havde afløst Bluhme som Premierminister. Rigsdagen havde ikke
Kompetence til at udtale sig om de Forfatninger, der gaves for
Slesvig og for Holsten, deres Ensartethed i Modsætning til
Kongerigets Grundlov og deres Valgbestemmelser, der sikrede de
separatistiske Klasser Overvægten i Stænderne. Men da Ørsted forelagde
en helt omarbejdet Grundlov, nægtede at gjøre Rigsdagen i
Forvejen bekjendt med Fællesforfatningen og, tvært imod Regeringens
tidligere bestemte Tilsagn, vedkjendte sig den Anskuelse, at
«Forbeholdet» i Grundlovens Indledning gav Kongen Myndighed til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
