Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moltke-Hvitfeldt, Gebhard Léon Greve, 1829-96, Diplomat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hele Belejringen 1870-71 for at hjælpe sine Landsmænd efter bedste
Evne med Raad og Daad; ligeledes blev han her under den første
Del af Kommunen, og han blev bogstavelig talt her paa sin Post
lige til det sidste Øjeblik, thi det Tog, hvormed han tog til
Versailles, var det sidste, der slap ud af Paris, og det blev stærkt
beskudt af Kommunens Tilhængere, saa at de rejsende, M.-H.
iberegnet, maatte kaste sig ned paa Bunden af Waggonerne for at
undgaa Kuglerne. Under Republikken vedblev M.-H. at indtage
den samme fremtrædende Stilling i Paris, støttet i sine Bestræbelser
for at bevare denne af sin Hustru, Marie f. Komtesse Seebach,
hvem han havde ægtet paa Slottet Unwürde i Sachsen 15. Avg. 1863,
og som er født 12. April 1843 i Rom og Datter af sachsisk Gesandt
i Paris, Grev S., hvis Hustru var en Datter af den russiske Kansler
Nesselrode. At M.-H. var afholdt af den franske Regering, fik han
i øvrigt et smukt Bevis paa i 1872, thi da der udspredtes det Rygte
i Paris, at Republikkens Regering ønskede ham fjærnet, fordi han
havde hørt til Kejserhoffets intime Kreds – hvad for Resten
tilmed ikke var sandt –, desavouerede Thiers dette Rygte ved at
sende M.-H. Æreslegionens Storofficerskors, ledsaget af en
anerkjendende Skrivelse fra den daværende Udenrigsminister Remusat.
Denne Anerkjendelse fortjente M.-H. sikkert, ligesom det utvivlsomt
ogsaa er fuldt ud sandt, naar en af hans Kolleger ved Budskabet
om hans Død udtalte, at «M.-H. var af et Verdensmandsstof, som
nu ikke mere tilvirkes hjemme; national i Roden af sit Hjærte
havde han dette Islæt af evropæisk Tankegang, der satte ham saa
fuldstændig å son aise og gjorde hans Dømmekraft saa fri i
Omgangen med franske i Almindelighed og franske Statsmænd i
Særdeleshed; fra Thouvenel og Drouyn de Lhuys til Gambetta og
Hanotaux havde de alle sammen Indtrykket af en Mand, der helt
fyldte sin Plads og kunde have fyldt en større».
Det er en Selvfølge, at M.-H. ikke savnede Anerkjendelse af
sin Virksomhed fra sin Konge og Regering: han blev Kammerherre
1858, Kommandør af Danebrog 1862 og erholdt Storkorset 1869 samt
fik Ordenstegnet hertil i Diamanter 1876. At han endelig for den
almindelige Bevidsthed her hjemme stod som en fremragende
Personlighed, fandt sit Udtryk i, at han oftere nævnedes som en Mand,
der kunde være Tale om at hjemkalde i en kritisk Stund for at
indtage en Plads i Kongens Raad og til Landets Tarv.
C. Zytphen-Adeler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
