Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Bortfæstningens historiske Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skulde foretages om end ikke af en Præst, saa dog i dennes
Overværelse. Og i Kong Hans’ almindelige Købstadret kom det
til at hedde: "Naar lovligt fæstet er, da skal Sognepræsten dér,
som hun boer, lyse tre samfælde Søndage for hendes Giftermaal.
Siden maa de sagløs sammen gives og vies, om ingen Gensigelse
imod er"[1].
Selve denne sidste Bestemmelse synes imidlertid at antyde,
ad hvilken Vej den verdslige Fæstning fremdeles vidste at hævde
sin Uafhængighed. Det var jo nemlig klart, at skulde den gøres
afhængig af kirkelig Lysning, maatte dette ske ved, at Lysningen
krævedes foretagen efter "Ja-Ordet", men førend den egentlige
"Fæstning", saa at denne overhovedet ikke kunde finde Sted
uden forudgaaet Lysning. Spor af denne Ordning træder ogsaa
frem i kirkelige Udtalelser, senest i Biskop Lage Urnes
Bestemmelser af 1517[2]. Men selve det, at hint Kong Hans’s Lovbud
stiller "Fæstning" og "Lysning" i forkert Orden, viser noksom,
at det ikke var lykkedes Kirken helt at faa Magt over den
verdslige Fæstning. Lovens følgende Ord afkræfter paa en
ejendommelig Maade det lige udtalte om Lysningens Nødvendighed: "Avle
de Børn sammen udi Fæste, det er ægte Hustrus Børn".
Forholdet ved Middelalderens Slutning var da altsaa dette:
Hvor meget end Kirken havde søgt at tilegne sig den verdslige
Bortfæstning, dels ved at lade sine Tjenere udføre den, dels ved
at udstyre denne Art Fæstning med nye Skikke (Trolovelses-ringe),
dels endelig ved at søge al Fæstning gjort afhængig af
kirkelig Lysning, saa hævdede dog fremdeles den verdslige
Fæstning sin Uafhængighed. Ægteskab indgaaet paa denne
Vis uden Kirkens Mellemkomst var endnu som fordum
lovgyldigt. Sit skarpeste Udtryk fandt denne Modsætning imellem
kirkelig og verdslig Lov i Dommen over selve den katolske
Gejstligheds Ægteskabsforbindelser. Kirkeligt set var disse kun
syndige og vanærende Frilleforhold. Verdsligt set derimod var
de, for saa vidt tilbørlig Fæstning var gaaet forud og Frænders
Samtykke opnaaet, ikke ulovlige og Børnene at anse for ægte[3].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
