Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Verdslig Bortfæstning. Fæstensgaver. Kirkelig Boitfæstning. Trolovelsesring. Fæstensøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samtykt og tilsagt hverandre eders Ægteskabs Tro og det samme nu
aabenbarligen bekendt for Gud og denne kristne Forsamling, og
derpaa givet hverandre Hænder, saa forkynder jeg eder rette
trolovede Folk at være baade for Gud og Mennesker i Navn Gud
Faders, Gud Søns og Gud den hellige Aands. Amen"[1]. I Fyn
forbød dog Biskob Jacob Madsen sine Præster at bekræfte
Trolovelsen i Treenighedens Navn[2].
Derefter vendte Præsten sig til Menigheden og talte omtrent
saaledes: "Kære Venner! I er nu saa vel Vidnesbyrd til dette
som jeg, at disse ærlige Personer haver trolovet hverandre paa
Ægteskabs Vegne. Naar der derfor er lyst tre Gange for dennem
af Prædikestolen og gjort den kristne Menigheds Bøn for dennem,
og der er ingen Forhindring udi nogen Maade, vil jeg ydermere
gøre dennem den Tjeneste, jeg pligtig er paa mit Embeds Vegne.
Gud give dennem Lykke, Benedidelse og Salighed til Liv og Sjæl
evindelig! Amen"[3].
Hermed var den kirkelige Handling til Ende. Som det vil ses,
havde Præsten været forsigtig og taget sine Forholdsregler, saa
at han med frelst Samvittighed kunde sige, at her ingen Vielse
eller Giftermaal havde fundet Sted. Men et Spørgsmaal var det,
om han ogsaa var bleven forstaaet af de paagældende, eller om
ikke hans tagne Forbehold havde været altfor fint.
Her viste den daglige Erfaring, at det kun havde lidt at sige,
om Præsten vilde have Haand med i, hvad der foregik, eller ej.
Bortfæstningen var saa ældgammel en Skik, og dens Betydning
trængt saa dybt ind i Folkebevidstheden, at dens Virkning ikke
svækkedes, fordi en Præst i hin Tid, hvor saa meget kirkeligt
var blevet ændret, lempede lidt ved de vante Ord og Former.
Hovedsagen var der: Samtykket, Gaverne og de tvendes
Haandslag i Vidners Overværelse. Efter den almindelige
Antagelse var Parret nu "gift".
Hvor svært det faldt at komme ud af denne Tankegang fremgaar
maaske tydeligst af, at endog Kirken selv havde ondt ved
klart at udtrykke, hvad den mente. Haandspaalæggelsen afholdt
man sig vel fra, men de tre Spørgsmaal, der gik forud og burde
være tilpassede efter de nye Forhold, bar endnu længe Spor af
den tidligere Forbindelse. Skøndt man saaledes i Alterbogen for
Danmark og Norge af 1688 havde faaet dem formet rigtigt, faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
