Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Verdslig Bortfæstning. Fæstensgaver. Kirkelig Boitfæstning. Trolovelsesring. Fæstensøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gennem Datidens egne Forfattere faar man det bedste Indtryk
af, til hvilken Grad af Overdrivelse man var gaaet med
Fæstegaverne, og hvor stort et Tryk, der herved lagdes paa de
ubemidlede, der skulde holde Trop med. I et religiøst Skrift hedder
det saaledes i Forbigaaende om denne Sag: "Det sker ofte, at de
smaa herudi ville for meget efterfølge de store og agte ikke deres
Vilkaar. Som mangen er, der skaffer sig skønne Klenodier til
Fæstendegave, herlige og kostelige Klæder, og vilde ikke gerne
være den slemmeste, men anvender saadan stor Bekostning
derpaa, at det sker ofte, kort Tid efter Brylluppet er overstaaet, at
Saadanne Fæstendegaver holdes falle paa Torvet, pantsættes eller
udfaas saa hemmeligen at sælges. Se dette sker ikke saa sjældent,
men ideligen"[1].
Den hele Skik var derfor moden til at beskæres. Dette skete
i en Række Forordninger i det 17de Aarhundredes første
Halvdel, ved hvilke det forbødes adelige Fæstefolk at give hinanden
i Fæstegave mere end to Ringe til en Værdi af 250 Specier i det
højeste. Gaver til Slægtninge skulde helt afskaffes. Betegnende
nok maatte dog disse Bestemmelser senere slappes; Aar 1651
tillodes det at lade Ringene hos adelige være til en Værdi af
3-400 Specier samt at give Fæstensgave ogsaa til Fæstemøens
Moder, "eller, om hun er død, til den, udi hvis Husjomfruen
er". Af uadelige maatte Gejstlige og Borgerstandens Spidser give
i Fæstensgave indtil 10 Lod Guld, "fornemme Haandværksfolk"
en Guldring paa en Rosenobel eller to; men "gemene
Haandværksfolk og andre skulle ingen saadan Foræring maatte udgive".
Endelig paalagdes det Borgmestre og Raad at holde et vaagent
Øje med, at alle Parrets øvrige indbyrdes Gaver kun bestod af
hjemmegjort Uldent og Linned og ikke overskred vedkommendes Evne
[2].
Mod Sædvane synes disse Forordninger at have virket baade
hurtigt og kraftigt. Dette tør dog næppe tilskrives en sær
Lydighed hos Befolkningen paa netop dette Omraade, men langt
snarere et Omslag i Moden og Synsmaaden i det hele, hvoraf
Forordningerne selv for en Del kan betragtes som et Udslag. Sagen
var, at Bortfæstning i gammeldags Form og den hertil svarende
Trolovelse havde tabt i Betydning, samtidig med at "Bryllup"
var blevet den ene gyldige Form for lovlig Forbindelse. Herhen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
