Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Daab og Barselgilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
din Daab saa ubesmittet frem for Jesu Kristi Domstol, paa det at
Du maa faa det evige Liv! – Fadderne: Amen!"
"Siden skal Præsten give Barnet et Lys i Haanden,
sigende: Annam dette tændte Lys og bevar din Daab ustraffelig,
paa det, at naar Herren kommer og farer heden til sit Bryllup,
Du da maa være redebon at gaa hannem imod med alle hans
Engle og leve siden evindelig med hannem! Guds Fred være med
Dig! – Fadderne: Amen!"[1]
Af disse Skikke gik Salvningen og Lysbæringen temmelig
hurtigt i Glemme, efter at de var forbudne; i det 17de
Aarhundrede omtales de, saa vidt vides, ikke mere. Derimod ligger en
dunkel Erindring om den hellige, hvide Hue vistnok - som vi
tidligere har set – til Grund for den Haardnakkethed, hvormed
Brugen af Hue paa Daabsdagen endnu holder sig i Norden.
Under alt dette havde Gudmoderen udfoldet en meget travl
Virksomhed. Den indskrænkede sig ikke blot til hurtigst muligt
at afklæde og paaklæde Barnet, nævne dets Navn og i rette Tid
svare "ja" til Præstens Spørgsmaal. En dygtig Gudmoder maatte
kunne bestride langt mere. Hun maatte for det første bære Barnet
højt og frit og med en glad Mine. Undlod hun dette, blev Følgen
den samme, som hvis hun paa Vejen til Kirke havde ladet nogen
gaa eller ride foran sig: Barnet blev fortrykt og fik Trællesind.
Fremfor alt maatte hun vogte sig for at tabe noget af Barnets eller
sit eget Tøj. I saa Fald blev den lille kluntet, ja farlige Sygdomme
som Epilepsi kunde blive Følgen. Græd Barnet, eller blev det
uroligt, skulde hun lade som intet, thi sligt betød ikke andet end,
at det vilde faa en smuk og kraftig Røst og forstaa at bruge sine
Lemmer. Men vissede hun for det for at faa det stille, vilde
hendes urolige Bevægelse forplante sig til Barnets hele Liv, og ingen
kunde saa vide, hvorledes det vilde ende. Det var ligeledes en
egen Sag med hendes Svar til Præsten. Hun skulde naturligvis
passe at besvare hans Spørgsmaal med "ja". Men kom hun til at
sige et eneste "ja" for meget, eller stemmede hun blot i med, naar
Fadderne svarede "Amen", saa afsatte dette blivende Spor i
Barnets svækkede Aandsevner. Derimod var hun i Stand til at gøre
det letnemt ved uafbrudt stille for sig selv at gentage hvert et Ord,
Præsten læste over det. Endnu i vore Dage er det i flere Egne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
