Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om Kristi Daab, i hvilken Anledning den kaldtes "Epifania-Festen",
"Tilsyneladelsens Fest", thi paa denne Dag havde den
hellige Aand ladet sig til Syne over Kristus, og denne herved
aabenbaret sig som Guds Søn og Verdens Frelser. Under Navnet
"Epifanie" er den sjette Januar ogsaa kendt den Dag i Dag i
Vesterland, men Festen selv er her en anden. Thi da Daabsfesten
i det fjerde Aarhundrede naaede over til Rom og Vesterland,
formaaede den ikke at bevare sit oprindelige Indhold. Her var
Forudsætninger til Stede, der paa denne Dag krævede Fest for
et lysende Himmellegeme. "Tilsyneladelsens Fest" kunde den
gerne fremdeles kaldes, men det, der lod sig til Syne, var ikke
Aanden som en Due, men en straalende Sol, der kristeligt kun
kunde gengives ved Jesu Fødselsstjerne (Fig. 29).
Derfor saa Kirken i Vesterland sig nødt til at fejre
Epifanie-festen som en Fest for de Vise af Østerland. Underligt tog hele
denne Ordning sig ud. Som Bebudelse for Kristi Fødsel burde
en Fest for Stjernen naturligt være henlagt før Fødselsfesten.
Og som blot Mindehøjtid for de Vise fra Østerland synes
Epi-faniefesten at være altfor stor i Forhold til sin Genstand. Men
Kirken maatte give efter, og den glattede da over, saa godt den
kunde. Stjernen fik ikke mere at sige end højst nødvendigt, de
Vise fra Østerland ophøjedes paa bedste Maade. Først blev deres
Tal bestemt til tre efter de tre Slags Gaver; saa opdagedes det,
at de var Konger, ved Navn Caspar, Melchior og Balthasar, og
endelig, at den ene var en Neger, saa at de i Forening kunde
betegne alle Jordens Folkeslag[1].
Hvilken var den oprindelige Folketro, der formaaede at tvinge
selv den kristelige Festskik ud af Sporet? Det var Forestillingen
om, at Solen den sjette Januar atter sætter sig i Bevægelse
[2]. Under mange Former
har vi truffet Sporene af denne
ældgamle Tro. Idet nemlig Solen efter sin Genkomst hviler i
tolv Dage og først paa den trettende atter begynder at rulle frem,
saa afmaaler den herved det hellige Antal Dage, indenfor hvilke
intet maa omdrejes, hverken Hjul, Bor eller Garnvinde, og paa
hvilke Julemærkerne for Aarets tolv Maaneder rettelig lader sig
tage. Selv med Kristendommens Grundbegreber vover denne
Folketro sig i Lag, idet Jesus erklæres for i de tolv Dage fra
hans Fødsel til hans Daab at "være endnu kun en Hedning",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
