Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Aarets Festrække
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i den ældste Tid regnet Aarets Begyndelse fra Jævndøgn, men
for dem kunde der ikke være nogen Tvivl om, at Foraarsjævndøgn
var det første. Frugtbarhedens Gud, Mars, indviede Aaret,
og fra Marts Maaned taltes saa de øvrige. Det er Spor af denne
gamle Regning, som endnu er bevarede i Tabelbenævnelserne:
September, Oktober, November og December, der jo betegner
den 7de, 8de, 9de og 10de Maaned. Men ved Kristi Fødsel var
man i Rom allerede forlængst kommen bort fra denne
Aarsinddeling og regnede Aarets Begyndelse fra Januar, Solens
Maaned[1]. Det gamle Aar afsluttedes med en Fest,
de saakaldte Saturnalier, der fejredes fra den 17de til den 23de December
og med Rette bar Navn efter Saturn, Plantningens og Tidens Gud,
der jo nu stod i Begreb med at fortære sit yngste Barn, det snart
forløbne Aar.
Skulde disse to forskellige Syn paa Aaret, det jødiske og det
romerske, forenes i en fælles Festrække, kunde dette lettest ske
ved at lægge Hovedvægten paa Foraarsjævndøgn. For den
vesterlandske Kirke blev da ganske naturlig Paaske og tildels
Pinse – Mindefesterne for Kristi Opstandelse og Kirkens
Stiftelse – Aarets Hovedhøjtider, hvis Plads i Aaret paa een Gang
var historisk given og i inderlig Samklang med Folkets gamle
Tankesæt.
Da Kristendommen senere banede sig Vej op til Skandinavien,
kom den her i Forhold til en ny Opfattelse. For Nordboerne
faldt Aaret nødvendigt i to Halvdele, Sommer og Vinter. Jo
højere man kom op, des større Betydning fik Vinteren, saa stor
endog, at man stundom lod "Vinter" betegne hele Aaret og f. Eks.
angav Alder ved saa og saa mange Vintre gammel. Under slige
Forhold skulde man tro, at det maatte have ligget nær at regne
Aarets Begyndelse fra Jævndøgn, saa at hvert enkelt Aar simpelt
hen deltes i de to: Sommer og Vinter. Men stærkere endnu
end dette Hensyn drog et andet. Endnu mere afgørende end
Varme og Kulde var Lyset. Naar under det rugende Vintermørke
Dagene atter begyndte at længes, Solen at vinde Sejr, saa hilsedes
dette med en Jubel, der lod glemme selv den skingrende Frost.
Og naar ved Midsommer Dagen havde sejret, saa at selv
Nætterne var lyse, saa indbød denne lykkelige Tid, hvor alt var som
det burde, ganske naturligt paany til Fest. De to store Lysets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
