- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VI Bog. Hverdag og Fest /
117

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bandlysning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa hans Hoved og tilsagde ham Syndsforladelse. Vedblev nogen,
skøndt bandsat, at fremture i sin Synd, skulde Præst og
Kirkeværger give den verdslige Øvrighed det tilkende, og paa Landet
skulde da Herredsfogden forbyde vedkommende Ophold i
Herredet, indtil Dom var gaaet i Sagen[1].

Det er klart, at der herved var lagt en overordentlig Magt i
Præsternes Haand. Stundom tyede Regeringen ligefrem til deres
Hjælp, som da der i Aaret 1580 udgik Befaling til alle Landets
Præster om at lyse Band over enhver, der levede i ulovlig
Forbindelse, og de Præster, der undlod dette, truedes med
Embedsfortabelse[2].

Denne Magtfuldkommenhed havde imidlertid sine meget
mislige Sider. Først og fremmest savnede Præsterne selv den
moralske Myndighed, der udkrævedes, for at kunne optræde med
tilstrækkelig Vægt. Naturligvis gaves der ikke faa hæderlige
Undtagelser, men om Standen i det hele gjaldt det, at den i en
overordentlig Grad var hengiven til Tidens to Hovedlaster:
Drukkenskab og Løsagtighed. Naar det da om saa mangen var vitterligt,
at han ikke havde noget at lade andre høre, og naar Kirken selv
ikke en Gang dømte Præster til bestandig Embedsfortabelse, hvis
de, skøndt een Gang advarede, "forsaa sig med Jomfrukrænkelse
eller andet Skørlevnet", men blot "kaldte dem et andet Sted til
Guds Embede, enten langt borte dér i Stiftet, hvor man ikke veed
af deres Gerning, eller udi et andet Stift"[3], saa kan det ikke undre, om Advarsler og
Bandlysning i Saadanne Folks Mund tabte en Del af deres Vægt.

Hertil kom, at den hele Fremgangsmaade bidrog til at sætte
de slette Lidenskaber i Bevægelse. Præsten selv kunde
naturligvis i Reglen kun paa anden Haand vide Besked om, hvad
utilbørligt der var foregaaet i hans Menighed. For at sætte ham i
Stand til at være med maatte der da drives det modbydeligste
Angiveri. Selv den brave Peder Palladius opfordrer i blind Iver
Naboer og Genboer til at melde til deres Sognepræst, hvad
utilbørligt de kunde opdage hos andre; "hvis de tie, ville de selv
blive fordømte med dem".

Hvad der imidlertid gav Bandlysningen sit egentlige
Grundskud var, at man tog Munden meget for fuld med, hvad Laster
man vilde ramme. Man kunde længe nok belægge med


[1] Foruden foranførte Steder: Ny kirkehistoriske Samlinger II 462 og IV 372.
[2] Sjællandske Tegnelser 11 Juni
1580. R. A. (Trykt i Danske Magazin VI 221-22).
[3] H. Rørdam: Danske Kirkelove I 469.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:01:25 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/6/0117.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free