Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salmesang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Palladius: "Kan Du synge i dit Gildehus, Gæstebud og Barsel, og
Du formaar at synge i din Sognekirke, var det da ikke værd at
ønske af Gud, at din Mund kom ved dit Øre at sidde, at man
kunde se, at Gud havde vel hævnet sig over Dig? Det var jo
tusindfold bedre, at din Tunge var raadnet op i din Hals og Du
laa nu længe siden her nede i denne Kirkegaard, end Du skulde
længer staa herinde og bespotte Gud som Svin og Køer, der
ikke kunne synge. De gaa med deres Næse og Tryne ned til
Jorden. Du og jeg, vi gaa med vort Ansigt op til Himlen, at vi
skulle altid love og takke Gud". Eller en mildere Opfordring
som denne: "I skulle ikke alene synge i Kirken, men ogsaa
hjemme, i Skov og Mark, paa Ager og Eng, hvor Lejlighed kan
give sig, en Dannekvinde ved hendes Væv, en god Pige ved
hendes Rok: hun faar en Ten Garn langt før end hun veed selv
af, naar hun sidder og synger en hellig Vise derhos"[1].
Sammenholder vi hermed, hvad vi veed fra den følgende
Historie, at siden da har til ethvert Omslag og Opsving i den
religiøse Stemning i Norden svaret en nyvakt Salmesang – for
Danmarks Vedkommende minder vi blot om Navne som Kingo,
Brorson og Grundtvig – saa undrer det højlig at se omtrent
ved det 16de Aarhundredes Midte latinsk Sang atter trænge sig
frem. Hvis Grunden hertil blot havde været den tilvante
Ærbødighed for det Uforstaaelige Sprogs højtidelige Klang, en halv
overtroisk Tillid, saaledes som den ytrede sig i Bøndernes
Vedhængen ved den latinske Messe og de saa yndede latinske
Trylleformler, saa vilde Bevægelsen være let forklarlig, men
betydningsløs, og uddød med den Slægt, der selv havde oplevet latinsk
Gudstjeneste. Men Ondet var af dybere Natur. Det var i
Virkeligheden et Udtryk for, at Modersmaalets almindelige Brug,
denne Trang til at faa hele Folket i Tale, disse friske Skud paa
alle Aandens Omraader, havde alt kun været flygtige Vaarglimt,
hvorover Romersprogets Sne et Aarhundrede endnu paany skulde
hylle sit Dække. Den nye Gejstlighed, som var fremgaaet af
Reformationen, savnede Overblik og Myndighed til her at holde igen.
For at hævde sin egen Stilling maatte den følge med Strømmen.
Oprindelig havde man i den lutherske Kirke kun af Hensyn
til Latinens højtidelige Klang indrømmet den Plads i Messen paa
de tre store Højtider Jul, Paaske og Pinse. Men snart sank
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
