Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forholdt det sig i Virkeligheden saa. I de allerfleste Tilfælde paa
Landet ejede Præsten ikke selv Bøger, men holdt sig til Kirkens
indskrænkede Bogsamling, der i bedste Fald bestod af en Bibel,
Salmebog, Postille, Ordinans, Ritualbog og Katekismus. Ønsker
man yderligere Bevis end Palladius’ Ord, se man blot hen til
de hyppige og altsaa forgæves Opfordringer til Provsterne om
at sørge for, at disse højst nødvendige Bøger dog een Gang blev
anskaffede enten af Kirke eller Præst[1]. Om Benyttelsen gives
der den Oplysning, at Bøgerne i Følge en kongelig Befaling var
ved en Jærnlænke smeddede fast til Alteret eller til Degnestolen,
for at ikke Præsterne skulde tage dem hjem med og derved
forkomme dem[2]. Til Ære for Præsterne maa det siges, at Bøgerne
ikke faa Steder var laante hjem, saa at Regeringen Aar 1569
blev nødsaget til af Kirkernes Indtægter at afse lidet til
Anskaffelse af nye Bibler og først og fremmest til Forfærdigelse af –
nye, mere forsvarlige Jærnlænker[3]. Under slige Forhold at tænke
paa nogen grundig Udarbejdelse af Prædiken forbyder sig selv.
Om en Præst kom til paa egen Haand at holde en ordentlig Tale,
beroede i de fleste Tilfælde paa hans naturlige Anlæg, men ikke
paa Forberedelse.
Heri laa der imidlertid en væsentlig Fare for, at Prædikanten
skulde blot lade Munden løbe, hvad der med nogen Øvelse dog
maaske maatte anses for lettere end at lære en Tale udenad efter
en Postil. For at sikre sig herimod forbød Ordinansen, som
ovenfor omtalt, Prædikanten "at staa og sige, hvad hannem lyster
selv", et Forbud, der senere ofte blev gentaget paa Landemoder[4].
Og til yderligere Sikkerhed vedtoges det, i det mindste paa Fyn,
at Præsterne Aar ud og Aar ind skulde gentage de samme
Prædikener, paa det at Tilhørerne saaledes efterhaanden bedre kunde
fatte dem[5].
Hermed var den sidste Udsigt til levende
Forkyndelse fjærnet og den Fremgangsmaade paabudt, der siden blev
noksom bekendt under det betegnende Navn: "At vende Bøtten".
Det kunde flygtigt set synes utroligt, at Prædikenerne
gennemsnitligt ikke var bedre, end de var, da jo dog Aarhundredets andet
og tredje Aarti, Reformationens Gennembrudstid, netop havde
udmærket sig ved sin kraftige og folkelige Forkyndelse. I saa
Henseende skuffes man dog let ved et Øjenbedrag. Det syner af
mange flere, men i Virkeligheden havde det kun været et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
