Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkens Indre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De mange Gejstlige og Munke, der dengang Dag og Nat færdedes
i Kirken, var alle interesserede i at holde Luften ren og sørge
for en forsvarlig Tilmuring af Graven. I en Tid, hvor hele
Formuer skænkedes som testamentarisk Gave blot for en
Sjælemesse, maatte Kirken være rig nok til at vrage mellem, hvem
den vilde indrømme Plads under sit Tag. Nu derimod var Salg
af "Lejersteder" en af de faa Indtægtskilder, der stod til
Raadighed til Bygningens Vedligeholdelse. Man søgte da at bringe saa
meget som muligt ud heraf og stuvede døde paa døde helt op
under Gulvet. Hertil kom, at de mange Kirker og Klostre, der
nedlagdes, i høj Grad forringede Tallet af Steder i Landet, hvor
Begravelse under Tag var mulig.
Under saadanne Omstændigheder var det maaske ikke det
værste, der kunde hænde, naar der ved Forsømmelse eller Vold
skaffedes frisk Lufttræk foroven. Peder Palladius maler os
Tilstanden, som den vistnok hyppig var paa Landet, idet han
opfordrer Kirkeværgerne til at passe paa, at Ruderne var i Orden.
"Thi Sne kan knyge og fyge der ind, hvor Solen ikke kan skinne,
og det er ikke godt, at gode Folk skulle falde ind i en Stol, der
er fuld af Sne og Regn, og fordærve deres Klæder og derfor
heller blive borte fra Kirke for den Sags Skyld. Og hvilke unge
Drenge, som I kunne fornemme komme hid, denne Kirke til
Onde og ikke til Gode, at kyle og kaste op til dette Tag og disse
Vinduer, da vår deres Forældre ad paa Sognestævne, at de straffe
deres Børn, paa det Bøddelen ikke engang skal straffe dem,
inden de dø af Verden, thi det gør ingen uden Skalke
[1]".
At mætte Luften med Røgelseduft, som i den katolske Tid,
eller paa en af de mange Helgenfester pryde et Alter med
Blomster og Smykker, gik ikke længer an. Tilbage stod dog endnu
en venlig gammel Skik, hvis hedenske Oprindelse forlængst var
glemt og som nu kun kunde syne uskyldig, da den ikke stod i
noget Forhold til Dagens Stridsspørgsmaal. Det var den at føre
Vaaren ind i Kirken, smykke Helligdommen med det første
grønne. Den nordiske Gejstlighed greb med Glæde denne lige
saa billige som smukke Skik. Det blev en af de faa, der ikke blot
toges i Arv fra den katolske Tid, men videre uddannedes under
de nye Forhold. Hver Maj Maaned, naar Skoven var udsprungen,
prydedes nu Kirkerne med grønne Grene, og saaledes blev man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
