Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ildebrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarhundredets sidste Tiaar endelig ødelagdes helt eller delvis
Varde,[1] Vejle,[2]
Maribo,[3]
Trondhjem[4] og Roskilde.[5]
I Løbet af 60 Aar var altsaa 36 Købstæder for en stor Del
nedbrændte og flere af disse ikke mindre end tre Gange.
Lige overfor denne truende Brandfare havde Datiden kun lidet
eller intet at stille op. Sprøjter brugtes ikke.[6]
De eneste Slukningsmidler, man anvendte, var at øse Vand af
Spande paa Ilden og i Nødsfald nedrive Nabohusene, for saaledes
at hindre Udbredelsen. Det var derfor i enkelte Byer befalet at
have i den varme Aarstid fyldte Vandkar staaende paa Gaden,[7] ligesom ogsaa at have Læderspande,
Stiger og Brandhager i Orden. Uhensigtsmæssigt nok laa i
Helsingør[8] og København[9] Læderspandene
under Laas og Lukke paa Raadstuen, i Aalborg
derimod skulde Hvermand selv have dem i Beredskab.[10]
Et Betryggelsesmiddel mod Ildebrand og dens Følger, som hin Tid
endnu ikke kendte, var Brandforsikring i moderne Forstand. De
første famlende Forsøg paa at oprette en Slags Fælleshjælp lod
sig vel hist og her spore, saasom i den Vedtægt, at Naboer
skulde hjælpe den skadelidte med lidt Tømmer og Halm til Husets
Genopførelse, eller at den, hvis Hus var blevet nedrevet for at
standse Ilden, skulde have Godtgørelse af Byen.[11]
Mere kraftigt og maalbevidst var der blevet taget fat paa Sagen
indenfor enkelte "Gilder" og Lav, der paabød at hjælpe den
skadelidte Broder. Men Ulykken var, at naar det meste af en
By brændte, hørte næsten enhver "Broder" til de skadelidte.
Hjælpen udeblev altsaa just i de Tilfælde, hvor man haardest
trængte til den. Som Regel kunde man gaa ud fra, at hvad der
ved større Ildebrand blev Luernes Rov, var erstatningsløst tabt.
Til enhver Tid paa Døgnet stod saaledes hver enkelts hele Velfærd paa Spil.
Intet Under derfor, at en Ildløs bragte hele Byen i Oprør. Paa
Raabet "Brand" klemtedes der med Kirkeklokkerne, alle opgav, hvad
de havde for og fik lutter nye Pligter. Ifølge de københavnske
Bestemmelser[12]
skulde saaledes Tømrerne, Murerne og
alle Søfolk øjeblikkeligt møde paa Brandstedet, sætte Stiger til
og fra det brændende Hus eller Nabostedernes Tag med Brandhager
søge at berøve Ilden Næring. Rodemesteren og Vagtskriveren
skulde løbe efter Læderspandene paa Raadhuset; Beboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
