Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gaders Renlighed, Svin i Gaderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved at holde dem paa Slottet.[1] I Skovene hørte Svinene
nødvendigvis til. Men i saa Fald maatte de ogsaa opdrættes af
Ejerne, indtil Olden kom; med andre Ord, kun det halve Aar kunde
man med Rette forlange, at de ikke skulde træffes hos deres
Ejermænd inde i Byen. For Helsingørs Vedkommende blev
Vanskeligheden yderligere forøget derved, at den just paa denne
Tid udvidede sig stærkt og derfor næppe har haft sine Stakitter
i tilbørlig Orden. Skulde da Svinene – som foretrak det hyggelige
Ophold i Staden for det uvante Liv i Skoven – virkelig holdes
borte, kunde det kun ske ved at besætte alle Adgangene til Byen,
en Forholdsregel, som en derom nedsat Kommission af Borgere ogsaa
foreslog,[2]
men som af mange Grunde ikke blev bragt i Anvendelse.
Foruden de Væsner, som vi hidtil har omtalt, Mennesker, Drifter
af Kvæg og de løsgaaende Svin, færdedes endnu en Skare paa
Gaderne, der først gav dem det rette Liv. Det var ikke Fjerkræet
fra Gaardene, der uforvarende slap derud; disse som hine hørte
andetsteds hjemme og havde, om de ønskede det, dog Tag over
Hovedet. Men Gadens egentligste Beboere, hvis Hjem alene var
Gaden, var alle de herreløse Hunde.
Disse maa have været en af Datidens største Plager. Opfødte i
Skarn, levende af Affald og Aadsler strejfede de hjemløst om,
tilstede overalt, hvor der var noget paa Færde. Uden Venner, i
Kamp mod alle, udlærte fra Barnsben forenede de Rovdyrets
Snildhed og Kraft med den tamme Hunds Dristighed.
Intet Under da, at man forfulgte dem efter Evne, og at Striden
blev varm. Ogsaa her nødtes man til at overlade Mestermanden
Anførslen. Hans Hverv blev imidlertid lettet ved, at den
offentlige Mening i dette Tilfælde delvis var paa hans Side.
Enhver, hvis Kvæg var blevet skambidt, eller hvis Andagt
forstyrredes under Gudstjenesten af Hundene, der sloges i
Kirkens Baggrund,[3] indsaa Nødvendigheden af, at der skredes ind.
Som sædvanlig kender vi bedst Forholdene i Helsingør.[4]. Mestermanden erholdt
for hver Hund, han kunde fange, i Begyndelsen 50 Øre, senere kun
25 Øre, men tilsidst endog en Krone.[5] Vi kender Udbyttet
af hans Jagt i enkelte Aaringer. Aar 1582 dræbte han i Tidsrummet
fra den 1ste September til den 16de Oktober 175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
