Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorledes én adelig Begravelse bør foregaa, bemærker saaledes,
at efter Jordpaakastelsen og den efterfølgende "Ligsang" ("Nu
lader os hans Legem begrave") "fremtræder den gode Mand, som
bedst er at skyde den dødes Skel over Graven, og med korte Ord
sin Sag bestiller"[1]. Bispen synes her, ukorrekt, at
betegne denne Tale som "Skilsmaal", hvilket jo egentlig var
Navnet paa den Tale, der blev holdt, naar den døde skiltes fra
Hjemmet. Maaske var den gamle Sprogbrug nu usikker. Rigtigt
hedder det dog ved Fru Margrethe Valkendorfs Begravelse 1585:
"Saa traadte ærlig og velbyrdig Mand Absalon Gjø frem og skød
hendes Skudsmaal"[2].
Ved den norske Adelsmand Pros Lauridsens Begravelse 1596 i
Gjerpens Kirke ved Skien hedder det: "traadte Frederik Lange
frem i Koret og havde en Orats til alle, som havde fulgt den salig
Mands Lig til sit Hvilested, ædel og uædel, læg og lærd"[3]. Omkring Aar 1600 var det vistnok almindeligt i Danmark blot at
kalde det at "tale over Graven". "Den 12te April 1604 blev Ove
Juels Lig til Medelgaard nedsat her i Set. Mortens Kirke og talte
jeg [Lensmanden Esge Brok] over Graven." "Den 23de Juni 1609 blev
salig Ove Lunges Lig begravet i hans Sognekirke Ingum, og talte
Iver Juel Landsdommer over Graven" o. s. v.[4].
Hvor dybt Skikken trængte ned i det 16de Aarhundrede, er ikke let at
afgøre. At den ogsaa anvendtes ved Præsters Begravelse er sikkert.
Ovennævnte fynske Biskop har givet en vidtløftig Anvisning paa,
"hvor man bør skyde en Præsts Skudsmaal over hans Begravelse".
Ifølge denne skal Taleren ikke blot selv omtale den afdøde, men
æske Svar af Provst, Herredspræster og Degne, saa at det hele
tilsidst kunde forme sig til en mangestemmet Lovsang over den døde.
Allerede i Løbet af det 17de Aarhundrede viste det sig, at den
fornyede, gamle Skik heller ikke i Længden kunde staa sig mod den
lutherske Gejstlighed. Med en vis Ret hævdede denne, at al den
Omtale og Ros, der kunde tilkomme den afdøde, var bleven ham til
Del i Ligprædikenen. Verdsligt Skudsmaal var da overflødigt og
hørte i hvert Fald ikke hjemme i Kirken. Ramt af disse Indvendinger
vaklede Skikken i det 17de Aarhundrede og søgte Støtte snart hist,
snart her. Snart blev den saaledes – som vi siden nærmere skal se
– kun en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
