Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vild havde den raset. Plyndret og nedrevet Kirker og Klostre,
nedtrampet Kirkegaarde. Nidkær for Herrens Helligdom havde
den ikke blot med Svøbeslag fordrevet de handlende, men selv
slaaet en god Handel af ved at inddrage hele Helligdommen og
desuden putte de handlendes Duer og Mønter til sig som
Nidkærheds Løn. Hvis Behandling af Forældres Grave er en
Maalestok for en Tidsalders Standpunkt, stod Reformationens
Tidsalder lavt. Med en besynderlig Raahed havde den omstyrtet
de Mure, bag hvilke dens Fædre hvilede, solgt dem for den usle
Indtægt af Stenenes Værdi, splittet og søndret Ligstenene,
moret sig med at vanhellige den een Gang fredede Grund. Intet
var saa trøstesløst som Synet af Reformationens Kirkegaarde i
By som paa Land. I Stedet for Fortidens Buksbom, Liljer og
Roser bag skærmende Mure: en Allemands Plads, hvor paa Landet
Kvæget frit tramped ned, og i By enhver skød Genvej, Kvarterets
Befolkning satte sig paa Hug, blot væbnet med Kæp i Haand mod
Flokke af Hunde, mens Svin lidt mere afsides rodede efter friske
Lig. Og de nye Kirkegaarde uden Kirke! Hellere Gæst i Rakkerens
Hus og en Slurk 01 med en Tyv under Galgen end med i det Kompagni,
der holdt til f. Eks. paa Nørrebros Kirkegaard ved København, naar
Mørket faldt paa![1]
Der stod han, den mangehovedede Voldsmand, der havde misbrugt
Luthers Navn og Lære til alt dette, og opbrudt Kirkeblokken
til Guds Ære. Hvad tænkte han paa? Ikke paa, at noget af dette
var urigtigt. En Flok føler overhovedet ikke Ansvar, en Mængde
ikke Skam. Den Stand, der skulde have varetaget slige Interesser,
var jo nu fortrængt. Dens Efterfølger uden Myndighed. Det skete
Hærværk og Røveri var tilstrækkeligt undskyldt med et Par Stikord:
"Tro og ikke Gerninger", "Evangelii lyse Dag" o. s. v. – Hvad
tænkte han da paa? Ganske simpelt: at naar han selv en Gang skulde
væk, kunde det være ganske rart at komme til at ligge lidt ordentligt.
Ikke i saadan en Svinesti som en Kirkegaard. Men hyggeligtog lunt i
en af de tiloversblevne Kirker. I Kraft af en naturlig Logik begyndte
da den nye Tid forfra, dreves af samme Tilbøjelighed, som den selv
brutalt havde krænket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
