Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
offentlige Mening og Hensynet til, at den efterspurgte
Æresbevisning ikke tabte i Anseelse.
Endnu mere betydningsfuldt i det 16de Aarhundrede var dog det
andet Spørgsmaal: Hvor skulde den døde begraves? For at forstaa
dette tilfulde, maa man kunne følge Datidens underlige Tankegang.
I Katolicismens Dage havde man været vant til, at "Kirken" tog sig
af de døde. Den optog dem og undte dem Plads, efter Stand og Vilkaar
naturligvis, men dog med fælles Goder for alle. Hvad enten man
jordedes under Højalteret, ved et Sidealter, i Koret, i Kirkens
Midterskib, i en af dens Omgange eller blot paa Kirkegaarden udenfor,
saa sørgede Kirken moderlig for hver især. Fra den strømmede Lyset,
Tonerne, Røgelseduften ud over hvert et Leje, dens talrige Betjening
vaagede Nat og Dag over de slumrende, pyntede med kærlig Haand over
alt, lige fra Alterets blomstersmykte Mariabillede til Kirkegaardens
yderste, buksbomhegnede Tue. Det kunde stundom næsten være tvivlsomt,
om der ikke var smukkest herude hos de fattigste, hvor Vorherre selv
hjalp med. Her, bag den skærmende Kirkegaardsmur, lagdes Velsignelse
i den kyndige Gartnerbroders Arbejde. Gud gav Vækst til de gule
Paaskeliljer, de hvide Pinseliljer, Sankt Hans Dags Roserne. Han
tændte efter Midsommer, naar Heden tog til og Dagene af, den skæreste
af alle Liljer, den ranke, sølverhvide med Guld-Kneblen,
Himmellængselens Klokkeblomst. Han lod, naar Morgendug og Aftendug
mødtes, saa Græssets Kind var altid vaad, frempible de purpurrøde
Kristi Blodsdraaber. Og til Slut bredte Vorherres egen Haand Sneens
hvide Alterdug over Gravene, naar Allesjæles Fest var inde, og
Vintermessen læstes over Vaarens og Opstandelsens uudgrundelige
Hemmelighed.
Der havde den Gang været nok af Kirker og Klostre med fredede
Kirkegaarde. De knejste ikke blot og blinkede med deres gyldne Spir
viden om, men de laa troligt paa Rede i hver Gade og Afkrog i Byen.
Kunde man ikke komme an det ene Sted og faa, som man ønskede det,
saa kunde man haabe paa et andet. Som paa et uhyre Blomstertorv
falbød Romerkirken den "gode Gerning": Omhu for de døde, som den
selv var en Mester i at drive.
Alt dette havde "Reformationen" tilintetgjort. Som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
