Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 18. Ankomst til Kirken. Ligprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fædrene var hun af de Valkendruppe, paa hindes mødrene var
hun en Friser"[1]
Den tredje og vigtigste Part, der naturligvis behandledes med
størst Udførlighed, drejede sig om den afdøde selv. Men dette
Emne faldt atter ganske naturligt i to Partier: Hans Liv og
hans Endeligt. Den første Part, hans Levnedsløb, havde, som vi
jo ovenfor har set, meget hyppigt den afdøde selv eller hans
nærmeste forfattet. Den anden Part, hans kristelige Endeligt,
havde Præsten gerne selv overværet og kunde derfor nu i
Menighedens Midte aflægge et sandt Vidnesbyrd om. Kærnepunktet
heri: den bortgangnes "Bekendelse", var denne offentlige
Bekendtgørelses egentlige Hovedindhold.
Først efter alt dette fulgte den egentlige Prædiken. Det var
ikke med Nødvendighed givet, at denne maatte blive mat.
Tværtimod laa der jo i Emnets Ordning en Anvisning paa at
skrue Stemningen stadigt højere op: En Tak til disse kære
Venner, der samledes om denne Baare. Den var vel værd at
samles om, thi den bortgangne stammede fra de og de berømmelige
Slægter. Af disse Slægter var udgaaet en saadan Mand. En saadan
Mand havde ført et saadant Liv. Og et saadant Liv havde ført
til et saadant Endeligt. Nu galdt det om at sætte over den
sidste og højeste Hindring, spore Stemningen til Springet ud i
det rent kristelige: "Et saadant Endeligt er Beviset for en
saadan Gud, der har forbarmet sig over os alle og sendt o. s. v.
Men her glippede det i Reglen. Der hørte stor Talekunst og
Forfarenhed til at gøre denne Overgang, saa Tilhørerne ikke
faldt fra. I Reglen havde Taleren tidligere omtalt Gud og hans
Naade saa meget i dens Ytringer overfor den afdøde, at det nu
faldt mat at tale om den i Almindelighed. Desuden var man heller
ikke vant til at slutte fra den enkeltes Liv til Gud og hans
Egenskaber. Man sluttede omvendt fra Gud, der havde aabenbaret
sig i Skriftens Ord, til hvorledes det altsaa gik den enkelte.
Paa meget faa Undtagelser nær glippede det da her for Prædikanten,
han blev bred, almindelig og kedelig. Dette sporedes atter paa
Tilhørerne, der lidt efter lidt glippede med Øjnene til Svar, som
Udtryk for, at de ikke længer fulgte med, men nu, da de havde
fulgt det salig Lig til dets salige Endeligt, bukkede under for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
