Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremskridt, der maaske endnu mere forandrede Ligtoget fra fordum,
end senere Faner og Heste. Denne Forandring bestod ikke i Brugen
af Ligkister, der jo, naar de båres, tog sig, i lidt Afstand set,
omtrent ud som Baaren Men Forandringen bestod i, hvad der
temmelig hurtigt blev en Følge af at anvende Ligkiste: at denne
ikke bares, men kørtes til Kirke. Hvilken Opsigt maatte det ikke
vække, da man første Gang saa Ligtogets lange Række af lutter
gaaende, afbrudt af en Fruervogn med Kisten i? Med sine fire
Hjørnestolper og Himmel, alt vistnok fra første Færd betrukket
med sorte Spærlagener og Himmeldække, lignede den et mægtigt,
hemmelighedsfuldt Uhyre, der slæbte den døde bort. Dette Optog
gjorde saa megen Lykke, at man straks efterlignede det; meget
tidligt anvendtes Vogn ogsaa ved adelig Begravelse i By, hvor
det dog vilde være faldet langt lettere at bære til Kirken paa
gammeldags Vis. Et af de første Tilfælde af denne Art var Fru
Sidsel Niels Parsbjergs Begravelse i København 1566. Et
beundrende Øjenvidne, Birgitte Gjøes Broder Christoffer, skrev
herom hjem til sin Hustru: "Blev salig Sidsel Niels Parsbjergs
Lig begraven her i Byen idag, og fik en herlig Begravelse, og
gik der fire Heste for Vognen, som Liget stod i, og var de
alle fire brune, og var Hestene klædt med sort Engelsk hart ad
ner til Jorden"[1]. Hvad der her tydeligt
nok imponerede Christoffer Gjøe, blev i Løbet af nogle faa Aar
almindelig Mode blandt Adelen i Danmark, saa at allerede
Recessen af 1576 kunde betegne Brugen af Ligvogn og sort
indhyllede Heste som almindelig. Og en endnu videre rækkende
Virkning fik den ny Skik. Thi ganske naturligt faldt det
efterhaanden, i det mindste paa Landet, at ikke blot den døde,
men ogsaa Slægt og Venner, kørte til Kirke. Vejenes Tilstand
fristede jo ikke til at gaa. Gaarden alene kunde naturligvis
ikke stille saa mange Vogne. Men det blev da netop en udsøgt
Høflighed af tilrejsende Slægtninge og andre at møde i
sortklædte, firspændige Fruervogne. Som store Skarnbasser
kravlede saadanne ofte flere Dage forud over Landet henimod
det Sted, hvor Begravelsen skulde være. Fraspændte krøb de
modfaldne sammen i Smakken over Storebælt, mens Søen
sprøjtede lige kaadt paa dem, deres Indhold og de fire sorte.
Skikken at følge til Vogns fik atter en stærk Tilvækst, ja
blev næsten nødvendig ved den ny Mode: at lade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
