Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ligklæde-Gilde. Den Dødes Dragt. Penge medgives
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kiste lagdes hans Sværd, og ved hans Side opstilledes hans
Rustning fra 1538[1].
Underligt havde Forholdene drevet Spil med de tre Svogres
Rustninger. Mogens Bille, der ydmygt gav sin til Kirken, blev
narret baade den og sit Gravsted fra, da St. Hans Kloster i
Mellemtiden var blevet inddraget af Kættere. Men Herluf Trolle,
en af disse Kættere, der havde vovet at tilbytte sig saadant
Klostergods, det gamle "Skovkloster", og opkalde det efter sig
selv "Herlufsholm", fik baade sig og sin Broder Byrge ind i
Klosterkirken. Og hans trofaste Hustru, Birgitte Gjøe, den
længstlevende af alle seks, udstyrede saavel sin Mand som sin Svoger
Byrge til at kunne møde heroventil i Hjelm og fuld Rustning.
Herluf og Byrge Trolles Rustninger og saa mange andre fra det
16de Aarhundrede var endnu fuldt ud til Brug. Men i den
følgende Tid gjorde Skydevaabnenes Udvikling Rustninger unyttige,
og de veg fra det virkelige Liv. Men ikke fra Portræter og
Begravelser. Endnu ned i det 17de og 18de Aarhundrede fik afdøde
med i Gravkapel til Brug i kommende Liv Paraderustninger, som de
aldrig havde haft Anvendelse for i dette. Først med den store
franske Revolution forsvandt Skikken ganske og afløstes af den
alt tidligere begyndte, at begraves i fuld militær eller civil
Uniform, eller i Ornat.
For den nordiske Bondestands Vedkommende har den i det 16de
Aarhundrede vakte Tilbøjelighed til at begraves i Højtidsdragt
og vaabenklædt vistnok tidligt slaaet an, uden at vi dog er i
Stand til i det enkelte at følge Udviklingen. I det sydlige
Smaaland f. Eks. veed vi, at det allerede langt tilbage har
været Skik at medgive den døde hans Vaaben. I Almundsryds Sogn
sammesteds var det endnu i Mands Minde Skik, at den døde
jordedes i sin Brudgomsdragt, med Ridestøvler og med i det
mindste Kniv i Bæltet[2].
For Adelskvinders Vedkommende i det 16de Aarhundrede var det
givet, at de, naar de klædtes til Afgang, som Ærestegn burde
bære Silkehue. Hvorvidt man vilde lade denne være en af de to
Perlehuer, som Loven tillod enhver adelig Jomfru at medbringe i
Udstyr[3], maatte overlades til Afgørelse i hvert enkelt
Tilfælde. Sko og Hoser kunde ogsaa anses for heldigt. Ingen
vidste, hvor fodkoldt der var, hvor man kom hen; og i hvert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
