Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Meddelelse om Dødsfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udraabe i Gaderne. Begge Bekendtgørelses-Maader var i det 17de
Aarhundrede efterspurgte som Tegn paa Anseelse og blev derfor
mere og mere almindelige. Den gejstlige Bekendtgørelse kaldtes:
"abkündigen", den verdslige "ansagen".[1]
For Folk, som de var flest i Norden, var offentlig Meddelelse
om Dødsfald og Indbydelse til Begravelsen egentlig ganske
unødvendige. Bys- og Sognebørn kendte Begivenheden, førend de
fik den meddelt paa denne Vis, og de kom af sig selv uden
Indbydelse. Men da Tonen en Gang var slaaet an fra oven,
kunde man hverken i Købstad eller paa Landet undvære en
Budbringer ved denne Lejlighed. Fra Slutningen af det 16de
Aarhundrede kan man tydelig spore, at Anvendelse af Indbydere
har været almindelig.
I Forordningen af 1. Maj 1624 paalagdes det endnu Borgemestre
og Raad i Danmark at gøre Anordning om, "hvad de, der bede til
Liget at følge, skal have for deres Umage", samt overveje, "om
ikke nogle visse Personer, Klokkere eller andre, dertil kan
forordnes"[2].
Men i Forordningen af 26. Marts 1656
kunde man gaa ud fra, at alt var i Orden, idet der nu i Byerne
var faste baade "Bedemænd" og "Bedekoner"[3]. Omtrent
samtidigt maa Forholdene være blevne ordnede i Norge. Det hedder
f. Eks. i Optegnelser fra Bergen: "Den 16. Novbr. 1662 blev det
forkyndt i Kirkerne, at Jakob Ballentyn skulde bede for de
døde"[4].
De samme højtidelige Udtryk bruges i en
Forordning for samme By næste Aar: Det forbydes enhver, ihvo det
end er, at "lade andre bede for deres afdøde", end den eller de,
som dertil af Øvrigheden er forordnet[5]. Lidt mere fornøjelig lyder
Embedsfortegnelsen, naar f. Eks. Kirsten Kristensdatter Friis,
salig Samuel Erichsens, 1720 blev beskikket til Bedekone i Æbeltoft
"baade i Glæde og sørgelige Tilfælde"[6].
Ligesom i Byerne anvendtes der ogsaa paa Landet i Danmark
baade mandlige og kvindelige Indbydere. Saavel i Sønder- som i
Nørrejylland synes de kvindelige at have været stærkt benyttede,
uden at man dog ret kan blive klog paa Grænsen mellem deres
og de mandliges Virksomhed. Begge Køn skulde optræde
ærefrygtindgydende. Fra Sønderjylland hedder det ved Midten af
det 19de Aarhundrede: "I tidligere Tid havde den, som bød til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
