Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke
- 6. Sjæleringning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa højst forskellige Maader fik man altsaa i det 16de Aarhundrede
Lov til at skilles fra denne Verden. Trods Afskeds-Skikkenes
Forskellighed var det dog eet og samme der foregik. Et Liv
afsluttedes, en Sjæl gik til Ro. Dødens alvorlige Dør lukkedes op
og i med det samme. Ingen af de levende fik kigget ind derad.
Foregik det ved Nattetid, og Himlen var klar, kunde man, naar man
i Forvejen havde listet sig ud og stod i den mørke Gaard, se et
Stjerneskud falde, idet den døende udaandede. Det var hans
Stjerne, der sluktes. Var det et Udtryk for, at Sjælens Lys var
omme, eller for at Sjælen nu selv var deroppe, saa at Stjernen
fik Afløsning? Gud maatte vide det. Men den, der havde holdt af
den døde, undte Sjælen, hvad der var bedst.
*
6
Næppe var nogen død i det 16de Aarhundrede, førend man i By som
paa Land ilede til nærmeste Kirke for at faa ringet med dens
Klokker. Dette kaldtes for "Sjæleringning". Denne Klokkeringning
antoges i særlig Grad at lette Sjælens Indgang i Himmelen. Man
ringede den ind i Himmerig. Det var da en Kærlighedsgerning af
første Rang mod den afdøde, og langvejs fra kom man derfor
løbende for at forkorte den farlige Stund for Sjælen. Hvad Gavn
man gjorde den, kunde ethvert Barn indse. Ene og forladt skulde
den stige til Vejrs op gennem Luften, hvor onde Aander søgte at
spærre den Vejen. Meget kunde disse maaske have at bebrejde den
og derved hemme dens Flugt. Men hver Pusling maatte vige, Satan
selv give tabt, naar Kirkeklokkerne klang. Mens de dirrede
Luften ren, steg Sjælen frigjort, baaren af Tonernes Bobler,
lige op i Himlen. De, der trak i Rebet, kunde dog spore Forskel.
Efter nogle døde gik Klokkerne tungt, og man maatte lægge alle
Kræfter til. Efter andre gik Klokkerne let. Den Sjæl var vel død[1].
Ja, selv den, der blot paa Afstand hørte Klangen, kunde skelne
mellem Sjæle. Efter et slet Menneske vilde Klokkerne ikke tone
ret, men lød sprukkent og uroligt. Men klar og liflig blev den
Ringning, der forkyndte et gudfrygtigt Menneskes Hjemfærd[2].
Endog ved saa hellig en Handling som denne kunde Satan
[1]
(G. Gaslander:) Beskr. om Swenska Allmogens Seder. (Stockh. 1774.) S. 35. -— Hyltén-Cavallius: Wärend och Wirdarne I (Stockh. 1864) S. 457.
[2]
Nicolovius: Folklifwet i Skytts Härad i Skåne (Lund 1847) S. 201.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0070.html
