Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Kopernikus. Giordano Bruno. Verdensægget brister. Den endelige Verden afløses af den uendelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Polakkernes mægtige Bidrag til Menneskehedens Historie har
man ment at finde det 16de Aarhundredes forløsende Ord. Vi
skal undersøge, med hvilken Ret.
Det var Kopernikus’ geniale Tanke, paa hvis Udarbejdelse han
anvendte hele sit Liv, og hvis Følgeslutninger han klogeligt
opsatte til det sidste at meddele offentligt, at Planetbanerne
ikke var saa uregelmæssige, som de i Aartusinder havde gældt for.
Sete fra Jorden tog de sig ganske vist højst besynderlige ud.
Men tænkte man sig at betragte dem fra Solen, maatte de vise sig
som Cirkler. Han drog heraf den naturlige Slutning, at Planeterne
ikke svirrede ubestemt omkring Jorden, men bevægede sig i
regelmæssig Kresgang om Solen. Herfra ledtes han videre til den
langt dristigere Slutning, at det var Solen, der udgjorde Verdens
Midtpunkt og at Jorden kun var en Planet som de andre. Det var da
ikke Solen, der hver Dag, naar den "stod op" og "gik ned",
bevægede sig omkring Jorden. Det var Jorden selv, der hvert Døgn
drejede sig een Gang rundt i sit rullende Aarsløb omkring Solen.
Verdenskortet kom da altsaa til at tage sig saaledes ud: I Midten
den uhyre Sol. Nærmest om den kresede Merkur, saa Venus, derpaa
Jorden med Maanen, derefter Mars, udenfor den atter Jupiter og
endelig yderst Saturn.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
