Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Reformationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rettroenhedens Slange, der rakte lige op til Himmelvældet.
Da Luther havde klemtet, fordi Paven havde stukket Ild paa,
var de alle som een mødt. Kunde vel nogen nægte dem en
Hjertestyrkning under Arbejdet? Hvad de nød, var jo desuden
alligevel prisgivet og skulde gaa til Spilde. Thi kristeligt
set var en Kande Øl, en Svir og en Svingom ganske uden Værd.
Det var klart, at Modsætningen mellem Paven, Calvin og Luther
maatte føre til Strid, aandelig og legemlig. I hundrede Aar
skulde der føres blodige Krige i England, Frankrig, Tyskland
om den sande Kirke. Udfaldet blev, at medens de romanske Folk
saa nogenlunde bevarede Romerkirken, skilte de gotogermanske
sig herfra og oprettede calvinske og lutherske Landskirker.
Dette var et korrekt Udtryk for Bevægelsens Karakter. Thi
skøndt ved Reformationen Kirkens gamle Sten var begyndt at
hugges til Skærver, splittes i Landskirker, var man dog endnu
ikke kommen ud over, at disse Stene var Brød. Man var ikke
naaet længer tilbage i Oldtiden end til den kristne "Kirke",
ikke op til Jesu af Nazareths varme Lære om Kærlighedens Magt,
der bringer hver enkelt til at ofre sig for andre til Gud.
Man følte sig endnu kun som værende til knippevis, den
egentlige Livsens Traad laa i Kirkesamfundets omvindende Bast.
Da derfor i Norden den første Rædsel efter Overgangen fra
Pavedom til Lutherdom omtrent ved det 16de Aarhundredes Midte
havde sat sig, følte man sig atter tryg. Rystedes man end siden
kirkeligt, var det stadigt i Bundt med alle de andre. Det var
nu Øvrigheden, Kongen, der bar det egentlige Ansvar. Og ham fik
man efterhaanden at vide om, ligesom det i sin Tid havde været
Tilfældet med Paven, at han var i Pagt med Gud. Der var da ingen
Grund til at nære Bekymring for det kirkelige. Gud og Kongen
skulde nok vide selv at sørge derfor.
Kirkeforandringen føltes da, hvor dybt den end skar igennem,
for Skandinaverne i det 16de Aarhundrede nærmest som en blot
forbigaaende, kortvarig Skræk. I det almindelige Velbefindende,
som Glæden ved det naturlige havde vakt, dannede den ikke noget
væsentligt Afbræk. Den blev blot en let Kuldegysning. Inden
Aarhundredet var omme, virkede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
