Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Reformationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eftergør I Bevægelsens Stillinger. I er alle naglede til Pletten,
fra Evighed naglede dertil. "Kirken brænder!" Ja vist brænder den,
nu som fordum og i al Evighed. Se to Taarne, hvor de gløde! Det
ene, rosenrøde er Naadens Taarn, hvorfra de salige jubler. Det
andet, flammende er Retfærdighedens Taarn, hvor de evigt fordømte
hvirvles om i Pine paa Urskivens Marterhjul, medens den glødende
Mur brænder dem, og Djævelen brøler, spiddet som Fløjstang. Det er
altsammen Kirken, Guds Alvidenheds Slot med den uforrykkelige
Grundvold og de to mægtige Tvillingtaarne.
Luther endelig tog sit Stade hverken i Kirken eller i Gud,
men i Menneskesindet, idet han spurgte: "Hvorledes bliver man salig?"
Svaret lød: Ved Troen alene. Hermed var han i et rask Sæt ude af
Romerkirkens Tilbygning med de gode Gerninger. Han stod atter i
det nye Testamentes Forgaard. Men der var tomt og koldt derude.
Ikke uden Grund havde Paven i sin Tid sørget for de unge Folk ved
at bygge en Sidefløj til Kirken ved Læren om de gode Gerninger.
I denne Fløj var der Lys og Varme, her havde den egentlige
Opdragelse fundet Sted. Thi lærtes her vel ikke Jesu rene Lære om
Kærlighed, men kun Lydighed mod Kirken, saa taltes her dog Ord,
som et sundt og barnligt Sind kunde forstaa. Her var hin Kraft
bleven næret, der bestandigt paany havde fylket Rækkerne, djærve
Viljer, rede til som en Kristoforus med Kristusbyrden paa Ryggen
at stride sig gennem den rivende Strøm. Men nu gik hele denne Fløj
op i Luer; Luther havde Ret, den kunde ikke staa for Biblens Dom.
Der var da ikke andet for de nordiske Folk at gøre end, naar de
var trætte af at varme sig ved Baalet og se paa Skæret, atter at
iføre sig deres Dragt. Det var jo koldt, og der var ingen, der
mere som Kristoforus skulde ud at vade. Og Dragten laa der, det
naturliges Dragt, den gamle kendte fra Hedenskabets Dage. Ja, se
den var smykket paany, forvandlet fra Hverdagsdragt til Festdragt,
et lifligt Vink om Mad og Drikke, Svir og Kvinder.
Blev Luther og hans Tilhængere da Hedninger paa ny og forlod
Kirken? Paa ingen Maade. De blev troligt ved Brandstedet, alle
kendelige paa, at de bar Troens Brandskilt skjult under Dragten.
De var jo Kirkens Brandfolk, Mandskab ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
