Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Folkevandringerne. Kirken i Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Forandring. Disse Folk, der med stolt Mod havde traadt
Romerriget under Fødder, disse Folk, hvis Styrke netop laa i
deres fribaarne Selvtillid og Kraft, fandt sig med forunderlig
Myghed i paa et afgørende Punkt at give Afkald paa deres hele
Myndighed. De lod sig behandle som Børn, blev virkelig til Børn,
der artigt lod sig anvise af Kirken, hvad de skulde bestille. De
kunde surmule, naar den var for streng, juble, naar den gav Lov
til at gaa paa Korstog og lege Røvere. Men de lystrede.
Omvendt blev ogsaa Kirken forandret. Det udlevede, bitre,
paastaaelige, der havde udgjort dens Særpræg som Oldtidens
svage sidstfødte, faldt bort eller dog dæmpedes. Den fik
Fylde og Sødme ved Nattefrost; der lod sig lave Vin af dens
Slaaen. Og frigjort for al Kontrol af jævnbyrdige Magter, strakte
den sig nu frit, følte svunden Fortids Kræfter risle i sig. Den
var ikke længer blot den kristne Kirke, men al Kirke lige fra den
graa Oldtid. Den var atter de hemmelige Tryllemidlers,
Besværgelsernes Hjemsted. Dens Naademidler var jo Trylleri,
hvorpaa den selv troede, og i umærkelige Overgange gennem det
fromme Bedrageri lige op til den henrykte Skuen af Gud strakte
sig dens Væsen. Idet den stadigt gennem sine Tjenere rekruteredes
fra de Folk, som den beherskede, blev den paa engang et ubevidst
Udtryk for disses Trang og en skarp Modsætning til dem og deres.
Den tog sig af dem, sørgede for dem, oplærte dem og blev selv
næsten et glad Barn i dem. Men samtidigt var dens bitre
Hemmelighed, at alt, hvad den saaledes udøvede, var Bedrag.
Thi Verden og dens Goder var intet, kun Djævelens Blændværk. Om
man mættede den hungrige, klædte den nøgne, gjorde man dem derved
ikke noget godt. Og dog higede Kirken selv, med en hidset Oldings
Begær, just i denne Verden efter Riget, Magten og Æren.
Den besynderlige Gamling, hos hvem Middelalderens Folk gik i
Skole, var, hvad Lærdom angik, kun for en Degn at regne. Selv
om han ved Flid og utrættelig Øvelse drev det til at kunne
tage "Troen" paa enhver Led og skolastisk sønderdele den i alle
dens Enkeltheder, saa indskrænkede hans Omraade sig hertil.
Ladt alene tilbage, løsreven fra hele det Samfund, hvor han selv
engang havde gaaet i Skole, savnede han Lejlighed og Evne til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
