Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 15. Jesu Lære bliver Læren om Jesus. Stjernetydning. Treenighedslære og Djævlelære besætter Kristendommen. Kærlighed afløses af Tro. Med Kirkens Sejr er Oldtiden omme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mængde hensovede helliges Legemer, gik ud af Gravene, kom ind
i Jerusalem og blev sete af mange".[1] Andre, hvoriblandt
Astronomerne Kepler og Ideler, har ment, at til Grund laa en
virkelig Begivenhed, idet Planeterne Jupiter og Saturn i Aaret 6
før vor Tidsregning traadte i indbyrdes Konjunktion og maatte
tage sig ud omtrent som een Stjerne. Hvis dette var den
Begivenhed, hvortil der sigtedes, vilde heri ligge et Bevis blandt
mange andre for, hvad nu almindeligt antages, at vor Tidsregnings
Begyndelse er sat nogle Aar for sent. Hvad der ledede Kepler paa
denne Forklaring af Jesu Fødselsstjerne var, at han selv, Aar 1603,
oplevede en lignende Konjunktion af de samme to Planeter, hvortil
endnu kom den pludselige Tilsynekomst paa samme Plet af et af disse
forunderlige, fiksstjerneagtige Legemer, der ligesom den af Tyge
Brahe en 30 Aar tidligere iagttagne Stjerne steg til stor Klarhed
og atter helt forsvandt. At dette maa have afgivet et sjældent
pragtfuldt Skue, der nødvendigt maatte vække Opmærksomhed, er klart.
Men selv om man med Ideler tænker sig kun de to Planeters
Konjunktion som "Fødselsstjernen", saa stemmer Beretningen hos
Matthæus vel med den astronomiske Beregning. Den 20de Maj Aar 6
f. Kr. kom nemlig de to Planeter i Konjunktion, idet de stod
hinanden kun een Grad nær i Stjernebilledet Fisken, der efter
Stjernetydernes Antagelse netop var det Himmeltegn, under hvis
Regimente Jødeland stod. De viste sig den Gang paa Morgenhimlen
før Solopgang. ("Vi have set hans Stjerne i Østen".) Og i
Efteraaret gentog Konjunktionen sig den 27. Oktbr, og den 12.
Novbr, ligeledes i Fiskens Tegn og med kun een Grads Afstand,
men denne Gang om Aftenen paa den sydlige Himmel. Hvis Østens
Vismænd paa den Tid har opholdt sig i Jerusalem og faaet
opgivet Bethlehem som det Sted, hvor Kristus skulde fødes, kunde
det for dem tage sig ud, som om Stjernen, der nu atter viste sig,
selv ledte dem mod Syd til Bethlehem.[2]
Men hvilken af disse Forklaringer man end vil holde sig til,
staar eet og samme fast, at Forfatteren af Matthæus Evangeliet,
i Strid med al gammel jødisk Skik, henter fra Stjernetydningen
en Støtte for Betydningen af Jesu Komme. Og dette har saa meget
mere at sige, som Forfatteren jo ikke skrev under det friske
Indtryk af selve Himmelsynet, men mindst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
